AssistensKirkegård_1760-1960

H E NN I N G V A L E U R L A R S E N

»N aar det suser i de nøgne Grene, og det drypper langs Kapellets M ur, og hver Smaafugl flakker om alene, gaar jeg —ene —her m in A ftentur.

Jeg h a r kendt fra Barnsben denne Have, kendt hvert G itter og hver Hængeask, kendt hvert Navn paa disse gamle Grave, — E duard Storm, Poul Møller, Rasmus Rask. T it jeg med m in F a’r har m aattet vandre ru ndt herinde, m aattet stille staa ved en død —men længst blandt alle andre ved den mørke Hæk, hvor Bødtcher laa. Før jeg vidste, hvad det var a t male, var som Navn paa Grav Jens Juul mig nær, og ved O luf Brøndsted hørte tale første Gang jeg om, hvad Græsk var værd. Jeg h ar levet her i disse Gange Fædres Liv, før m it var halvt begyndt, lyttet andagtsfuld til fjerne Sange, Skønhed for en svunden T id forkyndt. A ar er svundne — andre bragt til Graven, Mænd, jeg selv h ar kendt, blev gemt i Jord, Julius Lange fik sin Plads i Haven, mange, jeg stod nær, — m in egen Mo’r. Jeg h ar staaet her ved V intertide, set saa mangen Kiste bæres ud, set dens Blomsterdække skælve, stride,

vejre Dødens G ru i V intrens Slud. Aldrig voksed dog fra disse Hække denne G ru ind i m in egen Sjæl,

jeg har læ rt fra Barnsben her at lægge Vingekrans omkring den tunge Hæl. Og jeg møder, hver Gang her jeg træder, —hvordan saa m it eget Liv forløb, — ved hver Grav m in Barndoms skære Glæder . . . og saa smukt, som sprang de just af Svøb .«119

80