AssistensKirkegård_1760-1960

H E NN I NG V A L E U R L A R S E N

min søster med røde kinder«. Udtalelsen er da også blevet erindret til vore dage. Rygtet har altså dengang fortalt, at fru Bodenhoff er blevet levende begravet.81 Så fulgte gravrøverierne - også noget der i dag er helt utænke­ ligt. Atter hævder Starcke, at det næppe er tænkeligt, graverne skulle have plyndret så mange andre kister og forbigået den, der indeholdt liget af Københavns rigeste enke. Samtiden har sikkert ræsonneret ligesådan. Men tænker man sig, at røveren plyndrer en kiste, hvori en skindød skal være begravet, behøves der ikke megen fantasi for at føje historien til, om at fru Bodenhoff blev myrdet i kisten. Sagnet fortalte endda senere, at den unge kvindes blod havde farvet monumentet over hendes grav.82 I øvrigt kombinerede man allerede seks dage efter opdagelsen af røverierne de to begreber: Plyndring og skindøde. En indsender til »Politivennen« foreslår nemlig følgende: »Ved denne Lejlighed maatte man ønske Misdæderne under Forhørene adspurgte, om der ved de Lig, hvis Kister de aabnede, var undertiden Tegn til at Bevægelse var skeet af den Begravede efter at han var lagt i Kisten, om han f. Ex. havde vendt sig, forrevet eller forstødt sig« o.s.v. Således samtiden.83 Graven, der skyder sig noget frem i gangen, takket være sarko­ fagen over fru Bodenhoff, rejstes oprindelig over hendes mand, skibsrederen. Wiedewelt har udført relieffet af ynglingen, der hvi­ ler ind mod skibsstævnen. Sarkofagen kom til efter fru Boden- hoffs død. Starcke siger, at familietraditionerne bestemt udpeger de to kvindeskikkelser ved siden som Wiedewelts værk. Her overfor siger F. J. Meier: »Man lade sig ikke af det paa den ene af disse Statuers Plinth indhuggede J. Wiedewelt forlede til at tro, at disse to Billeder ere Værker af den nævnte Kunstner. De ere gjorte og opsatte længe efter Wiedewelts Død (1802), formentlig først efter Gravrøverierne i 1804, og de ere, skjønt det ikke kan siges med

60