AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÂ A S S I S T EN S K I RKE GÅ RD Det bør i denne forbindelse nævnes, at tidens største danske arkitektnavn, Harsdorff, også ligger begravet herude, og hans grav er ikke blot sløjfet, men glemt. Da Harsdorff —ligesom Juel - boede på Kunstakademiet ved sin død i 1799, ligger han rimelig­ vis begravet på samme afsnit af den ældste kirkegård. »Blandt Monumenterne paa den gamle Kirkegaard vare de over Grosse­ rere og Kjøbmænd de kostbareste, skjøndt ikke altid de smukke­ ste«, skrev provst Frederik Schmidt i 1807, og det bekræftes i dag, hvor Harsdorffs grav er glemt.76 Da vidste familien, der ejede gravstedet vis-à-vis Juels bedre at værge sig. På Maria Schiønning, f. Olrogs grav findes ikke blot et monument med en lang, hædrende indskrift, men på selve jern­ rækværkets kant står der: Kjøbt til Eiendom for bestandig. Man kan nu ikke rigtig lide at lade grosserer Jørgen Bech op­ træde som pengematadoren, i hvis skygge selv Harsdorff blegner. Man synes jo nemlig om manden og hans milieu, der skildres af sønnen i »En kjøbenhavnsk Grosserers Ungdoms-Erindringer«. Nægtes kan det ikke, at hans begravelse var i den store stil. Grosserer-Societetet, kommunalbestyrelsen og dens embedsmænd gav møde. »Ind og ud af Liigvognen blev han baaret af Stadens Rodemestre«. 250 personer og mere end 110 kareter fulgte ham, så rækken af vogne nåede fra Nyhavn til Nørrevold. På kirke­ gården blæstes der i basuner, og stadens 32 mænd, hvis ældste Jørgen Bech var, arrangerede sangkor til musikledsagelse før og efter præstens tale. Man aner en strøm af nysgerrige i baggrunden. Monumentet, der senere istandsattes, er anbragt i muren til Nørrebrogade og viser —foruden urne og hænder, der mødes — et relief af en hvilende kvindeskikkelse med en hund, altså: Tro­ skaben. Sønnen fortæller, at det skyldes en stenhugger Ney, broder til Napoléons berømte marskal, der var blevet skudt i Luxem- bourghaven året før Bechs død. Selve gravstedet er muret.77

55