AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LE UR LARS EN fat i et andet problem, nemlig »de Efterlevendes Uskik med at pynte deres Henfarnes Liigfærd med prægtig Paaklædning og skiønne Kister«, hvad der efter bladets mening kan lede svage sjæle mellem graverkarlene i fristelse. Lidt efter lidt ebbede klagerne ud, men der protesteredes, da en af graverkarlene fra røveriets dage blev genansat ved arbejdet; om protesten frugtede, vides ikke.58 Hvor hovedalleen fra Kapelvejporten bøjer ind mod afdeling B, findes det berømteste af gravstederne på denne del af kirkegår­ den, nemlig Søren Kierkegaards. Et normalt levnedsløb former sig hyppigt som en bølge: Gen­ nem barndommens og ungdommens tilløb nåes bølgetoppen med manddommen. Derefter stilner bevægelsen og ebber langsomt ud i døden. For Søren Kierkegaards vedkommende kan man sige, at han dør på bølgens top, det voldsomme angreb på kirken, der tog hans sidste kræfter. Hans begravelse, ja graven selv, bærer vidne om kampen og dens langsomme ophør. Det er bekendt, hvorledes begravelsen på forskellig måde gav anledning til uroligheder. Man var i vildrede med, hvordan man skulle få den gennemført. Kierkegaard havde i »Øieblikket« an­ grebet de gængse kirkelige ceremonier så voldsomt, at man en tid lang veg tilbage for tanken om at lade ham selv være midtpunkt for en højtidelighed af den art. De konservative blade skrev kun sparsomt om dødsfaldet, og fra kirkelig side var man misfornøjet med, at begravelsen skulle foregå en søndag; det kneb med at finde en præst til at forrette begravelsesceremonien. Endelig besluttedes det, at broderen, P. G. Kierkegaard, som den afdøde ikke havde villet se ved sit dødsleje, skulle tale over ham i Vor Frue Kirke. Før selve højtideligheden trængte pjaltede skikkelser ind og slog sig ned ved kisten - som for at erklære den døde oprører for en af deres egne. Studenterne reddede situationen ved at bryde denne

42