AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LE UR LAR S EN almindelighed. Pudsigt er det, at netop graverne skal holde orden, eftersom det af »Politivennen« flere gange fremgår, at »der er ligesom et offentligt Vertshus i Beenhuset«, hvilket jo må være med gravernes vidende og til fortjeneste for dem. Af samme grund vil man forstå, at det nye forbud ikke overholdtes, skønt det - atter forgæves —indskærpedes i 18 14 og 18 16 . Kirkegårdsspiseriet fortsatte ufortrødent op gennem tiderne.00 Syd for hovedvejen fra Kapelvej-porten løber en sti, ved hvilken Søren Gyldendals gravsted findes. Monumentet er af Dajon - i den gængse stil med mindeurne og et portrætrelief, der ifølge provst Fr. Schmidt skal være »temmelig idealiseret og ingenlunde nogen tro Afbildning af hans Jyde-Fjæs.« Urne-monumenterne florerer stærkt netop i dette nabolag. Den store bogforlæggers gravmæle fortæller, at det var Gyldendals enke, Friderique Kraft, der rejste det. På Nicanders tid så det lidt anderledes ud. Han omtaler nem­ lig - fra 1827 - »Søren Gyldendals hvita urna, bekransad av mossa och holjd av en stenhop.« Selve gravstedet er anlagt med fliser som »åben begravelse«, d.v.s. med gravkammer, og da man efter de store gravrøverier i januar 1804 undersøgte graven, fandt man to kister anbragt i dette kammer.56 Meget er der i tidens løb skrevet om disse røverier, ikke mindst i forbindelse med undersøgelsen af fru Bodenhoffs grav. Det er i den forbindelse mærkeligt at se, hvorledes opdagelsen af hærvær­ ket forvarsles ved notitser i datidens aviser. Det er åbenlyst, at graverne på dette tidspunkt skaltede og valtede med kirkegårdens affærer, som det passede dem. De mange tyverier i året 1802 er omtalt, og året efter klages der over, at man to dage efter en begravelse endnu ikke har tilkastet graven. Dog var det først i januar 1804, det gik galt, da skomager Meyer og vildthandler Søeberg fandt liget af Meyers to dage forinden begravede søn henkastet under nogle buske, graven tom og kisten væk. Da sa­

40