AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VA LEUR LARS EN Det er vist udtryk for, hvad man i samtiden kaldte »romerånd«. Begravelsen foregik —til opbyggelse for alle —nøjagtigt som fore­ skrevet. Det var jo »borgerdyds-perioden«, hvis mål var at gavne efterslægten, og som havde råd til at realisere sine bestræbelser i den retning. Derfor opstår nu herude, i den »florissante handels­ periode«, monument ved monument, det ene prægtigere end det andet, over folk, der alle som een lovprises for borgerlige dyder. Augustin havde givet parolen. Kirkegårdens 25-årige fornedrelsestid lakkede mod enden. Ind­ til nu havde folk stædigt holdt fast ved, at de ville jordes inden­ bys - og helst i selve kirken. Et gravsted her var noget, man pra­ lede af. I Holbergs »Barselstuen« drøfter de to sladdertasker en snaksom medsøster, der har villet blænde dem med nogle bemærk­ ninger på det tyske sprog. »Taler hun ogsaa Tydsk?« spørger Anne Kandestøbers og får til svar: »Hvorfor ikke det? Hun har jo Grav­ sted i den Tydske Kirke.«18 Nu hjalp det noget, men stadig ikke nok. Længe endnu klagedes der over, at folk lader sig begrave i kirkerne, »hvor de af saa mange Begravnes Lig opstigende mephitiske Dunster forgifte Luften.« Det var på denne baggrund, at Rasmus Nyerup lovpriste Augustins beslutning i et hyppigt citeret skrift. Han antyder i øvrigt, at en del mennesker - specielt naturligvis klokkere og gravere ved kir­ kerne - skumlede over Augustins ræsonnement og kaldte det »en Følge af Frimureriet eller en Gren af Hedenskab«, hvilken ind­ vending »Collegialtidende« til gengæld kalder »indgroet Fordom og mørk Vankundighed«. Der arbejdes ihærdigt på at modvirke den konservative, oprindelig religiøse, tankegang, at kirkebegra­ velser skulle være særlig hellige, og »Politivennen« klager gang på gang over de gamle fordomme. Først med forordningen af 22. februar 1805 sattes der en stopper for kirkebegravelserne — på papiret, for man hører århundredet ud om begravelser, i hvert

16