AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

sønner og nogle svigerdøtre. Sønnernes mindetavler er numme­ rerede: iste søn, 2den søn, o.s.v., og hver af dem bærer en hæd­ rende indskrift. Det er godt gammeldags patriarkat, oven i købet i sin orden her, hvor tavlen over »iste søn« bærer denne indskrift: »Christian Jiirgensen Thomsen. De danske Oldtidsminders Sam­ ler og nidkjære Væ rg e . Hans Land eiede i ham en kjærlig Søn, - hans Slægt og Venner en trofast Støtte, - Kunst og Viden­ skab en ædel Dyrker og Beskytter, - hans Undergivne en mild og rettænkende Leder. - Derfor vandt han megen Hæder og Hengivenhed - i levende Live og efter Døden et Eftermæle — der skal naae til sildige Tider«. For en gangs skyld en lovprisning, der vist i det store og hele kan attesteres - ikke mindst ordene om eftermælet. Nationalmuseet, nu Danmarks stolthed, er hans værk, som han ikke blot grundlagde, men oparbejdede, skønt indsamling af oldtidsfund egentlig smagte romantikken for meget af det forrige århundredes rationalisme. Det var, typisk nok, Rasmus Nyerup, der arbejdede for ideen og fik Thomsen anbragt på lederpladsen. De romantiske digtere, derimod, rynkede på næsen ad beskæftigelsen med alt dette »gamle ragelse«. For dem var det pedanteri, men eftertiden har måttet give Thomsen, Worsaae og de andre videnskabsmænd ret. Ved deres arbejde er vor viden om fortiden blevet større og dybere. Det Thomsenske gravmæle er i vore dage blevet istandsat af Nationalmuseet.163 Søger man ad stien skrås til højre for dette gravsted og derefter mod øst, vil man - omtrent midt på denne afdeling - ved en af de stier, der leder over til hovedvejen, passere en lille hvid tavle med navnet Johan Krohn. Det er skolebestyreren, der kendes af alle Danmarks børn som forfatter til »Peters Jul«. Ude ved selve hovedvejen står et meget stort og bredt monu­ ment i rødlig sandsten med et relief, på hvilket en olding vejleder et barn, åbenbart i botanik. Det andet monument på graven er