AssistensKirkegård_1760-1960

EN TUR PÅ ASSISTENS KIRKEGÅRD AF H E N N IN G VA LEU R LARSEN

»Assistenskirkegårdene uden Stadens Nørreport« - sådan beteg­ nede man i 1760 hovedstadens nye begravelsesplads. Det var ikke noget let navn at arbejde med, og populært blev det aldrig. Kø­ benhavnerne yndede ikke betegnelsen »kirkegård« om et sted, hvor der ingen kirke fandtes, og allerede i indvielsesåret måtte myndighederne - for at modvirke den almindelige uvilje - for­ byde benævnelsen »urtegård« om steder, hvor der begravedes. Man havde at bruge den rette glose. Ved den store udvidelse af kirkegården i 1805 fik hvert enkelt sogns område en særlig ind­ skrift over porten, for at man kunne finde vej i det store terræn, og over porten fra Nørrebros Runddel lød indskriften: »Hvilested for de afdøde Medlemmer af den christne Menighed i Kjøben- havn«. Det slog naturligvis aldrig an, knudret som det lød. Man protesterede. »Politivennen« foreslog i 1806 en hel række andre betegnelser i tidens ånd, f. eks.: Gravløkken, Mindemarken, Fred­ lunden, samt ikke mindst: Fædremarken. På de gamle kirkegårde havde man undertiden anvendt benævnelsen »Lind«, og det over­ førte man også til den nye begravelsesplads som betegnelse for de enkelte afdelinger: Vor Frue Lind o. 1 . Til daglig benyttede man dog nu betegnelsen »Assistens Kirkegård«, selv om uviljen mod navnet faktisk holdt sig længe. Der var også dem, der simpelt hen kaldte stedet »fattigkirkegården«.1 100 år senere var navnet slået an, ja det var blevet så popu­ lært, at man undertiden helt bortkastede artsbetegnelsen »kirke-

9