AssistensKirkegård_1760-1960

H E NN I NG V A L E U R L A R S E N

ling K . Tilsammen danner de en fremmedartet enklave i kirke­ gårdens danske borgerlighed.

Afdeling E var oprindelig Frue Kirkes assistenskirkegård, medens C for største delen tilhørte Helliggejst, og B og D var delt mellem flere kirker, hver fire. En hel del bekendte navne kan læses på gravstenene her, medens monumenterne - på nogle få undtagelser nær - er lidet bemærkelsesværdige. Følger man stien langs syd­ muren, passerer man bl. a. Poul Møllers grav, der er alt andet end iøjnefaldende med sine to hvide tavler. Foruden digteren er begge hans hustruer begravet her samt et barn af hvert ægteskab. Man vil bemærke, at datteren først kom til verden en måned efter Poul Møllers død, og blev opkaldt efter ham som Pouline. Det beskedne mindesmærke svarer egentlig godt til hele tanke­ gangen hos denne digter, der hadede alt, hvad der var opstyltet, og hvis beskedenhed fremgår af den kendsgerning, at han i hele sit liv ikke lod et eneste af sine skønlitterære værker trykke - bortset fra nogle digte. Alligevel var han en bekendt mand, og det var et anseligt følge, der ledsagede hans kiste, da studenterne bar den til hans grav.153 På den modsatte side af gangen - længere fremme - findes et af kirkegårdens ejendommeligste gravmæler, det som den ældre Bindesbøll i 1842 skabte over sprogforskeren Rasmus Rask. Ris­ bøgen til venstre for stenen er forsvundet tillige med gravhøjen bagved, men stenen selv er uforandret, omend istandsat. Rasmus Rask! Navnet siger vel ikke menigmand så forfærdelig meget. Det var ham, der kunne 55 sprog, og som foretog en lang og farlig rejse til østen - og det var ham, der afslog et tilbud om en stilling i udlandet med de tidstypiske ord: »Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette«. - Det kan vel da være på sin plads her at sige, at Rasmus Rask er et af de største genier

106