AndreasPeterBernstorff_1899

50 sidste Stadium, og Bernstorff havde kun at fuldføre, hvad andre havde begyndt, ved at modtage Mageskifte- og Alliancetraktaterne af 1 . Juni og 12 . August 1773 . Mageskiftets praktiske Ud­ førelse kom først fra August af til for Alvor at lægge Beslag paa hans personlige Virksomhed.1 At skaffe sig Overblik over den almindelige politiske Si­ tuation faldt ikke Bernstorff besværligt; gennem sit Samliv med Onkelen var han aldeles fortrolig med den. Ogsaa Forret­ ningsgangen var ham bekendt; skønt „Departementet for de udenlandske Sager“ først under Struensee var bleven udskilt af det tyske Kancelli, var der ikke sket store Ændringer i den daglige Orden. I Departementet raadede Bernstorff med kraftig Haand; her var det ham let at gennemføre sine Principper om Orden og Flid; 2 der var ingen Deputerede, kun underordnede Sekretærer. De tre, der fandtes ved hans Tiltrædelse, var vist­ nok ganske ubetydelige; til den ene af dem, Andreas Høyer, havde Bernstorff ikke særlig Tillid;3 i 1774 fik han derimod ansat Carl Christian Clauswitz, der var ham meget hengiven og hans bedste Støtte.4 Ingen af dem har dog øvet nogen som helst Indflydelse. Ostens højre Haand Marx Johan Ehlers, der havde haft meget at sige, fandt det klogest at gaa af sammen med sin Chef, inden Bernstorff selv krævede hans Afskedigelse. 0 Heraf fulgte et uhyre personligt Arbejde. Alle politiske De­ pecher, indtil flere tusinde om Aaret, alle vigtigere Betænkninger og Forestillinger affattede han selv. Af sine Diplomater krævede han den yderste Aarvaagenhed og Energi, men gav dem samtidig Støtte i udførlige Instrukser, hvorved de holdtes å jour med hans politiske System og den almindelige politiske Stilling. En myndig Chef var han baade over for sine Kontorfolk og over for sine Diplomater. Men alle kunde de til Gengæld stole paa, at han aldrig lod dem i Stikken med et Ansvar, der egentlig tilkom ham selv, og hvor de trængte til hans Bistand, støttede han dem med Raad og Daad, selv om han jævnlig af Hensyn til de knappe Pengeforhold maatte afslaa pekuniære Ønsker. Det var ham i øvrigt en Tilfredsstillelse at lede sit Departement mønsterværdigt i økonomisk Henseende. Henimod