AndreasPeterBernstorff_1899

157 abzugebenden neuen königl. Landes-Verordnungen, wobey directe oder indirecte das Interesse der Klöster und adelichen Güter ver- siren wird, eine vorgängige, dem Könige und dem Lande allezeit vortheilhafte Communication stattfinden mögte“ . Thi, siges det, en slig Kommunikation har i forrige Tider meget ofte fundet Sted efter Forholdene paa den ene eller anden Maade, og i Særdeleshed erindres om Landdagene, som „nach uhraltem Gebrauch“ er hievne indkaldt lige til Begyndelsen af Aarhundredet. Ganske vist vilde en fornyet Indkaldelse af disse „niemals aufgehobene sondern nur durch die eingefallenen Zeit­ läufte verschobene“ Landdage nu alene afhænge af den nu eneste Landsherres Forgodtbefindende, og Ridderskabet føjer sig i denne Sag som i alle allerydmygst etter Kongens Vilje. Men netop under Forudsætning af, at Landdagene ikke foreløbig kommer i Kraft, tillader man sig at foreslaa et Middel, „wodurch wo nicht ein ganz völliger, doch ein ähnlicher Endzweck, als wie bey denen Land-Tägen zum wahren Wohl des Landes erreichet werden könne“ . Dette skulde da være, at Ridderskabet paa egen Be­ kostning oprettede „einen perpetuirlichen engeren Ausschusz“ , som skulde have Lov til efter Omstændighederne at forebringe Regeringen sine „unvorgreifliche Gedancken und Vorschläge zum wahren Wohl der Klöster und adelichen Güther“ , og i Særdeleshed ønskedes det, at Ministeriet maatte faa Ordre til forud at ind­ kræve Udvalgets „unvorgreifliche Gedancken, mithin ihre Nothdurft zu vernehmen“ , naar der skulde udstedes „LandesVerordnungen“ , der berørte Klostrene og de adelige Godser. Forskellige Strømninger blandes i denne Promemorie. Utve­ tydig hævdes det historiske Retsgrundlag for Landdagene, men lige saa utvetydig anerkendes Landsherrens ubetingede Ret til at bestemme deres Genoplivelse. Mindre klart er derimod det Surrogat, man ønsker indført, idet man forlods gaar ud fra, at Idealet: Landstændernes fornyede Ikrafttræden ikke lader sig op- naa. Forstaas der ved „innerliche Verfassung dieser Herzog- thiimer“ alt vedrørende begge Hertugdømmer, der behandles ganske som en Enhed — Landet siges der endog gentagne Gange —, eller er det blot Sager vedrørende Klostre og adelige Godser, det