AndreasPeterBernstorff_1899

97 Hoffet, men skaffede sig til Ministrenes store Fortørnelse i 1778 endogsaa det blaa Baand. Overordentlig fjernt stod Bernstorff saaledes næsten alle, baade Hof og Kolleger. I 1780 var der kun et paalideligt Venskab mellem ham og Schimmelmann, og endda kunde de ikke følges ad paa det afgørende politiske Hovedpunkt. Sandelig, de otte Aars Ophold i København blev ingen Dans paa Roser. Bernstorff var traadt ind i Konseillet med Krav til sig og alle om et uophørligt Arbejde for at rejse Danmark efter Struensee- periodens Virvar og skabe Fasthed i Regeringen og Lykke for Folket. Hans Hovedfordring om, at Magten skulde lægges hos Kon­ seillet og at Hoffet skulde underordne sig dette, blev ikke aner­ kendt, men Kampen derom blev Midtpunktet i hans Tilværelse. Han opgav aldrig sine Principper, men forfægtede dem ved alle Lejligheder. Statsraadsmøderne gav Anledning til heftige Sammen­ stød mellem ham og Arveprinsen, som dér maatte svare for Hof- fets Handlinger, medens Bernstorff vistnok aldrig talte om Stats­ sager med Juliane Marie og kun meget sjælden med Guldberg. Bern­ storff modsagde Arveprinsen hensynsløst og vakte jævnlig hans Vrede.1 „Mine Venner billiger ofte mine Modsigelser; men de støtter dem næsten aldrig,“ klager Bernstorff, „man sukker, man tier; man plukker Frugterne af en Føjelighed, som jeg ikke kunde efterligne, og naar Flertallet af de andre taler, saa er det ikke, naar Pligten fordrer det, men naar deres Lidenskaber er i Be­ vægelse. Jeg skulde tage meget fejl, om denne Skildring ikke var rigtig. Man bebrejder mig undertiden, at jeg tager for heftig fat, og at jeg alt for ofte erindrer om Grundprincipperne. Jeg bar ringe Glæde heraf, men sandelig en Mand, der af Naturen er heftig, fortjener Overbærenhed, naar de soleklareste Grunde blegner, og naar en Tavshed, der nærmer sig til fuldkommen Følesløshed, gør al Klogskab til Skamme og maaske al Ro umulig.“ 2 Baade til Hof og Kolleger kaster Kabinetsregimentet Bernstorff i et uophørligt, oprivende Modsætningsforhold. Hoved­ kravet fik han ikke opfyldt. Hans Sorg og Indignation derover var stor; den bryder frem, hver eneste Gang Hoffets uregelmæs- 7