AndreasPeterBernstorff_1899

95 Moltke senere, da han bad Schack Rathlou fri for sig, ikke ønskede en holstensk Adelsdame, hvad han dog alligevel fik.1 Ikke mindre bestemt end imod A. G. Moltkes Forsøg stod Mini­ strene sammen imod alle virkelige eller formodede lignende fra Ostens Side paa at komme til at spille en Rolle igen.2 Osten be­ fandt sig ilde i Aalborg, kedede sig og vilde bort; til en for­ trolig Ven skrev han, at han kun havde taget Stillingen dér for ikke at faa Udseende af at være fornærmet over sin Afsked. Han ønskede snart en Amtmandspost i Holsten, snart en Ge­ sandtpost, ja tilbød at gaa til Neapel med langt mindre Gage, end da han første Gang var der, blot for at slippe bort fra det forhadte Aalborg. I Sommeren 1775 var han i København for at søge Forflyttelse eller Gagetillæg; det sidste fik han, det første ikke og blev ikke særlig vel modtaget ved Hoffet. Mange fryg­ tede for hans Nærværelse, Bernstorff ikke, thi han mente, at han var ganske uden Indflydelse, hvilket ogsaa bekræftedes, da han ved senere Besøg ved Hoffet lige saa lidt opnaaede sine nye Ønsker, hverken Stiftamtmandsposten i København, skønt Hielmstierne og det danske Kancelli støttede ham heri, eller 1777 det blaa Baand. Bernstorff bevarede sin Uvilje imod ham, og skønt han en Gang- sagde, at han med Glæde vilde hjælpe ham til en hæderlig Ge­ sandtpost i Udlandet, saa var det næppe mod hans Vilje, at Osten ingen saadan fik. Først efter Bernstorffs Fald lykkedes det Osten at bane sig Vej til den Hofgunst, han forgæves havde efterstræbt. I 1775 satte Rygterne Ostens formentlige Intrige i Forbin­ delse med en anden tidligere Statsminister F. C. Rosenkrantz’s utrættelige Forsøg paa at skaffe sig en høj Stilling eller peku­ niære Begunstigelser, som kunde redde ham fra de uophørlige Pengeforlegenheder, der gentagne Gange skaffede ham Bankerot og Administration.3 Han naaede ikke sine Formaal; Hoffet led ham ikke og var enig med Ministrene i ikke at ville have ham frem. Ganske vist havde Schack Rathlou i 1772—1773 ønsket hans Genindtræden i Konseillet, men han havde hurtig opgivet det, og senere stod han sammen med Bernstorff og hindrede, at man imødekom Rosenkrantz’s ublu Fordringer om Eftergivelse af