AndreasPeterBernstorff_1899

Schack Rathlous Stilling i de følgende Aar var lidet glimrende. Guldberg greb mere og mere ind i den daglige Styrelse, Juliane Marie traadte stærkere frem, men ingen af dem indrømmede ham virkelig Indflydelse. Den Strøm, der gik ad Hoffet til, gled forbi ham, medens Bernstorff og alle, der stod Kabinetsregimentet imod, betragtede ham med Uvilje og Mistillid. Medlidenhed blandede sig dog deri; Schack Rathlou havde mistet sin eneste Datter og set de kæreste Forhaabninger briste; Bernstorff havde inderlig ondt af ham, og naar han i de følgende Aar ofte forbitredes paa ham, vaktes hans Medynk ved at se hans melankolske og util­ fredse Ansigt.1 Uden for Konseillet fronderede Schack Rathlou imod alt og alle, i Konseillet tav han, naar Forhandlingen ikke behagede Hoffet. Undertiden forsøgte han med Vold og Magt at generobre sin tabte Plads i Hoffets Gunst og forsvarede da alle dets Forslag og Ønsker med en Lidenskab og en Foragt for alle Grunde, der efter Bernstorffs Beskrivelse var utrolig for alle, der ikke kendte hans Anfald. ' Til andre Tider gik han den mod­ satte Vej; men i Efteraaret 1779 fælder Bernstorff den haarde Dom over ham, at han søgte at gøre Livet saa surt som muligt for sine Kolleger og skabte Uro ved sit lidenskabelige og gnavne Temperament.3 Bernstorff ønskede ingenlunde at leve i Uvenskab med ham og undgik det efter sin egen Mening ogsaa; men han var yderst utilfreds med ham, og da Schack Rathlou paa ny i Efteraaret 1779 tænkte paa at tage sin Afsked, var Bernstorff vistnok den sidste, der vilde have beklaget det.4 Atter denne Gang fik Arveprinsen ham dog til at blive, men Bernstorff og han stod hinanden fjernt. Under den afgørende Konflikt, der snart begyndte, var Schack Rathlous Rolle, som det kunde ventes, tvetydig. Først da Slaget var ved at falde og Bernstorff ved at styrtes, forstod han, men for silde, hvor urimelig galt han havde handlet ved at svigte Bernstorff, medens Tid var.'0 Inden for Konseillet fandt Bernstorff saaledes ingen fast og paalidelig Støtte. Uden for var det ikke bedre, thi vel stod han to af de betydeligste Mænd inden for Centralstyrelsen nær, men ingen af dem var egnet til at sætte Ryg til, hvor det for Alvor