AndreasPeterBerggreen

- 57 —

denne og ved Lejlighed høre Deres Betænkning derom. — Even tyret om Agnete o g Havmanden har altid fore­ kommet mig at være et meget musikalsk Sujet, o g uden egentlig at have la g t nogen Plan til dets videre Ud­ arbejdelse som Musikstykke har det dog beständigen foresvævet mig. („V o g t Dem vel for den skjønne Me­ lusine, Hr. Gade! en farlig Skjønhed o g en ikke mindre farlig Rivalinde“ . „Jeg veed det, je g veed det meget v e l , min H erre, o g tillader paa ingen Maade nogen Sammenligning mellem Jomfru Agnete o g skjøn Melu­ sine; men skulde en Maler for en underskjøn Gjen- boerskes Skyld læ gge Hænderne i Skjødet o g ikke turde forsøge at male et Dameportrait? Nej! je g veed det vist, der er Plads for os alle, om ikke i Hovedgaden, saa dog i en beskeden lille S idegade.“) Nu har je g altsaa lagt Haand paa Værket o g givet det Form a f Ouverture. Jeg har tænkt mig Agnetes Længsel ved Strandbredden efter en hende ubekjendt Gjenstand som Hovedmomentet i dette Stykke. Som to hinanden modstridende Principper optræder Havmandens E lskovsklage og hendes egen Samvittigheds Røst (idet hun ved at elske Havmanden tror at begaa noget Ondt). Denne Kamp mellem et Godt o g Ondt udgjør Middel­ punktet, indtil hun mod Slutningen overgiver sig paa Naade o g Unaade i Havmandens Favn. Med den musi­ kalske Udarbejdelse er je g omtrent halvvejs o g saa temmeligen til min egen Tilfredshed. Jeg arbejder flit­ tigt, o g det gaaer godt fra Haanden. — Jeg vilde endnu skrive en Del; men je g seer Papiret lidt efter lidt svinde bort under min Haand, saa at je g nu maa til at tænke paa de mange Hilsener, der ligge mig paa Hjertet. Mine