AndreasPeterBerggreen

— 34 —

undvære; under Studiet a f Harmonilæren har han i B e­ gyndelsen hjulpet sig med et paa Pap malet Klaviatur. Savnet af K laveret eller -— om man vil — Forkjærlig- heden for Guitaren har sat kjendelige Spor i hans Romancecompositioner, og det ikke blot i de tidligste. Hans Accompagnementer ere væsentligt understøttende, uden Fordring paa at spille en selvstændig, endsige fremherskende Rolle, hvad der hos senere Romance- componister ikke er ualmindeligt. Dette kan nu nok efterlade et vist Savn, især i en Tid, hvis ø r e er blevet saa vant til K laverets næsten enevældige Herredømme. Det maa. ogsaa indrømmes, at større Rigdom o g M ang­ foldighed i de understøttende Figurer vilde have frem­ kaldt større V irkning; men til G jengjæ ld aabenbarer der sig i Berggreens Romancer større Simpelhed, Naturlig­ hed o g fremfor alt Hjertelighed ; thi det Hjertelige er ret egentlig Berggreens Domæne. Hvad han skriver er født ud a f hans H jerte, at bringe det til at leve i Andres Hjerter er hans eneste Formaal. Et broget o g højt­ talende Accompagnement syntes ham i de fleste T il­ fælde mere at tilsløre end at fremhæve Sangens hjerte­ gribende Magt, og han kunde endnu langt hen i Aarene udtale sin Utilfredshed med den moderne Romance- composition, hvis Frembringelser han ofte betegnede som „W orte ohne Lieder“ . Kun lidt efter lidt vige de tungsindige Stemninger, givende Plads for friskere L ivssyn med frejdigere U d ­ tryk. Aaret 1823 betegner Vendepunktet. Gjennem Sangen „K on g Christian lægger ned sit S væ rd “ lykkedes det Berggreen, hvad der ofte nægtes de største Compo-