AndreasPeterBerggreen

— 16 —

hans Godhed var uendelig. Jeg har stedse været stolt a f den Lov, han i mit Testimonium har givet min Cha- rakter, o g hvortil je g tidt har tyet i senere Dage, naar je g har følt mig miskjendt a f Andre, idet je g har trøstet mig saaledes: min gam le Professor kjendte mig dog bedre. Heller ikke kunde han paa en mere overbærende Maade have skjult den ham sikkert vitterlige Efterladen­ hed i mine Skolestudier end ved at tillægge mig en Langsomhed i at lære, der maaske havde ladet mig staa tilbage for nogle a f de andre Dimittender, men som je g oprigtig talt aldrig selv har følt noget til, naar je g havde med T in g at gjøre, der interesserede m ig 1)- 3) Testimoniet lyder saaledes: „T il de blide og modtagelige Charakterer, der pleje at er­ hverve sig Yndest hos Alle, henhører den, om hvem nærværende Skrivelse udfærdiges, den ædle, brave og musikalsk begavede unge Mand: Andreas Peter Berggreen. T i Aar gammel blev han sat i vor Skole og gjennemgik alle Skolens Klasser i Løbet af otte A ar, afholdt af Enhver for sin Lærvillighed, Lydighed og Sjælsrenhed. Hvad Krav der stilledes til ham, har han glad paataget sig og udført efter Evne. Thi han hører ikke til dem, der ved Hurtighed i Tilegnelsen og Bevidst­ hed om et let Nemme, om jeg saa maa sige, blive fristede til Ligegyldighed og Uopmærksomhed, medens han tvertimod i fuld Erkjendelse af Arbejdets Vanskelighed saae, at han maatte, for ikke at spilde sin Umage, gaa til Værks med megen Omhu. Da Skolens Lærere paaskjønnede dette, blev han som ubemidlet funden værdig til ,at nyde Understøttelse af Skolens Stipendier. Efter at han har udviklet sine medfødte naturlige Anlæg ved trolig Tilegnelse af sin Skolelærdom, dimittere vi ham nu atten Aar gammel, idet vi af Hjertet ønske, at det maa lykkes ham overfor de høje Censorer med Lethed og Held at gjøre Rede for det, han har lært.