AndreasPeterBerggreen

— 14 —

øhlenschlæger.

Der er dog virkelig noget Skjævt i

denne Fremgangsmaade. Jeg læste da saaledes, hvad je g forstod, o g hvad der derforkunde hæve min Aand; men mine Lektier glem te je g rigtignok ofte. Hvad Danmarkshistorien angaar, gjordes den os meget inter­ essant a f Steenbloch, saa længe vi havde ham til Læ rer; men han blev kaldet fra vor Skole til Professor ved Universitetet i Christiania. I Mathematik havde vi den siden saa berømte P rofessor H an steen , der ligeledes blev kaldet til Christiania. Han skrev i min Charakter- b og: „en god D reng, men en slet Mathematiker“ ; je g mindes tydelig, at je g var saa glad over hansRos, at je g rent glemte hans Dadel. Jeg hørte Dahl tale saa meget om Schiller o g fik stor Længsel efter at læse N oget a f ham ; men T yd sk lærte vi kun maadeligt i Sko len , da vor Lærer var en sv a g , søvnig Mand, der lod os gjø re, hvad vi vilde, endog ga a ustraffede bort hele Timer. Jeg øvede mig da i det T yd sk e paa egen Haand o g oversatte endogsaa et helt Hyrdedigt a f Geszner. I Fransk havde vi kun en enkelt T im e om U g en , o g je g drev det ikke meget vidt deri. Den kjæreste Time var for mig Deklamations­ timen, o g je g kan nok erindre, at je g ju st ikke var blandt de Sidste. Især vandt je g Dahis Bifald i mit sidste Skoleaar ved Fremsigelsen a f Øhlenschlægers Digt „Melodiens A lm agt“ , eller som han siden har kaldet det „T il Sangens G ud “ . Dette S tykke svævede stedse for mig i Tankerne, o g je g fremsagde det ofte højt for mig selv. Hvad her er sagt om Skolens Undervisning, er kun en subjektiv Dom , væsentlig begrundet p aa, at je g ikke ønskede at danne mig til Videnskabsmand,