AndreasPeterBerggreen

— 161 —

„Dannevirke“ , men kun mod den, der just ikke dannis virkede bag det. Farligt saae det maaske ud i Manges ø jn e, da Hr. Rung truede med en Armee af „alle Musik­ k yn d ige“ ; men je g vidste vel, at skulde det ikke med fuldkommen Ret være sagt om visse andre Armeer, om denne maatte det kunne siges, at den kun bestod paa Papiret. “ Allerede førend Berggreen offentliggjorde dette sidste Afsnit a f sin „Yderligere B elysning,“ havde Rung draget sig tilbage med en Erklæring i „Dansk Kirketidende“ 1855 Nr. 52, hvori han tillægger Berggreen Kunstgreb, snildt beregnede paa at slippe bort fra det egentlige Stridsspørgsmaal o g slutter med, at „overfor en saadan Modstander maa man resignere.“ Forgjæ ves søger „3 7 “ atter at kalde Rung frem paa Kamppladsen, hævdende, at efter en saadan Be­ skyldning mod en Modstander, der med erkjendt Studium og Sagkund skab , med Sagen s A lvor og V igtighed for Øje uden Forbigaaelse eller Fordrejelse a f Ankeposterne i det Hele o g i det Enkelte har mødt disse med Aaben- hed og med Grunde, kan han ikke „resignere“ . En højere moralsk Nødvendighed forbyder ham det, og man maa derfor affordre ham Besvarelsen a f det Spørgs- maal: „Hvad va r, og hvad er da det e g e n t l i g e S t r i d s s p ø r g s m a a l ? “ Men Rung forbliver taus. Rime­ ligvis har han ment, at Tiden var kommen til at besvare Spørgsmaalet ad praktisk o g positiv Vej ved Udgivelsen a f en Choralbog, der skulde vise, hvilke Principper for Kirkesang, der hos ham vare de ledende. I April 1837 udkom hans „T illæ g til W e y se s Choralbog“ . Selv med den bedste Vilje vil det dog næppe være muligt heraf at