AndreasPeterBerggreen
— 140 —
gjort lidet, o g hvad Menighedssangen angaar, lyder der fra gam le Dage mange K lager over „den forfængelige Skraal oc Mundklammer vdi K ircken“ . og ikke mindre over de „særsindige“ Sognedegne, der „icke sig beflitte at bruge oc ved macht holde thend ordentlige S a n g 1) “ . Breitendich finder sig foranlediget til i sin Choralbog a f 1764 at indskærpe, at det ikke er lige m eget, om man synger en Psalme ret eller uret, o g Schulz klager 179 ° o v er, at den almindelige Choralsang i Kirkerne endnu er et raat Skrig uden ren Intonation o g Stemning. Berggreens Psalmeværk forekom da ogsaa mange K irkesangere at stille store Fordringer til dem ved An tallet af de nye Melodier. Tillige klagedes der ret al mindelig over, at Sam lingen kun indeholdt nye, medens Sandheden som anført va r, at alle de gam le med Und tagelse af et Par hidtil ubenyttede vare optagne i den, saa at den ældre K irkesanger umuligt kunde savne disse i hans Bog. Tingen var, at mangen ældre K irkesanger kun kjendte meget faa a f disse Melodier, o g de maatte da holde for til alle de Psalmer, hvis Versemaal dertil kunde passe uden mindste Hensyn til deres Charakter. Belært a f Erfaringen giver derfor Berggreen i Værkets 2den U dgave Anvisning til en foreløbig Indskrænkning a f Melodiernes Antal gjennem indbyrdes Ombytning, idet han tillige af Hensyn til de S vagere udskiller saa- danne Melodier, der enten frembyde for store V an ske ligheder eller ifølge deres Stil nærmest have været be stemte for Hjemmet, en Anvisning, som han dog haaber ikke maa blive en Sovepude for de Sløve og L igegyl-
9 Se „Om Menighedssangen“
Made with FlippingBook