AndreasPeterBerggreen

— 110 —

tilstræber, skyldes ofte en tilsyneladende gan ske simpel harmonisk V end in g, der bunder i hans dybe Indsigt i Harmoniens L o ve i Almindelighed, men først og frem­ mest i hans overordentlige K jendskab til den Aand, der bærer o g leder hvert enkelt Folks musikalske Frem ­ bringelser. Hans Harmonisering er ikke som en af de moderne K lædninger, der tildækker, stundom vanhelder Skikkelsen, den er et Gevandt, der let og bøjeligt slutter sig om , fremhæver og adler Form en , medens denne atter tilbagegiver Klædet Folder, rige paa Ynde. Den, der om hyggelig studerer Folkesangsvæ rket, vil idelig finde n ye , ofte overraskende Beviser paa, at d e n n e Harmonisering aabenbarer Melodiens sande Form. Skarer a f Exempler lod sig fremdrage; blot eet, gan ske vil- kaarlig grebet, skal her nævnes. Den ungarske Mel. Nr. 3 6 a vil, naar den syn g es uden L ed sagelse, sikkert forekomme de Fleste meningsløs eller dog en uløselig Gaade. Berggreen slynger et „ganske simpelt“ harmo­ nisk Baand om disse T on er, der true med at falde fra hinanden — o g Gaaden er løst, Melodien fremtræder som Helhed, om ikke særlig skjøn, saa dog meget charakteristisk. Men overalt gjælder ham V algsp roget: Omnia ad conscientiam. Der skal vanskeligt mellem Værkets 2000 Melodier findes en eneste, hvis Harmoni­ sering ikke atter o g atter har været draget for Dom ­ stolen o g d e r har været underkastet den strengeste P røvelse, om den nu kunde bestaa med L o v en e, som, bevidst eller ubevidst, have været de raadende i hvert enkelt Folks musikalske L iv ; Berggreen vil ikke for nogen Pris, at der skal times selv den ringeste Melodi Overlast fra den harmoniske Behandlings Side. Derfor