AndreasPeterBerggreen

— 89 —

Mel. Menuetten af Elverhøj. D a sidste Gang v i sammen kom — det var i Larslejstræde — for ved en extra gammel Rom og Smørrebrød os glæde, saa rejste sig den gæve Mand Hr. Berendt med en Tale, og den — jeg sige vil forsand - den var ej af de gale. „Naar næste Gang vi efter Skik os vil tilsammen fryde, da agter jeg vort Pikenik med Gaasesteg at pryde. Men Gaasesteg ej nydes kan i Larslejskolens Rønner, jeg proponerer da Vincent, — hvad siger I, mine Sønner?“ Den Tale syntes vi var bra’, thi svarte een som alle: „ To Tak, Hr. Berendt, Tak ska’ De ha’e os Gaasen skal gefalle.“ — Og Tiden gik, og Gaasen, som da vist ej existerede, som Gæsling snart til Verden kom, og herligt den florerede. Og Universitetet nu, da Kongen Aaret fyldte, omsider dog det kom i Hu, hvad Frederik det skyldte. Det ydmygt lader Bud udgaa og beder paa det pæneste, at vi det ikke svigte maa, men gjøre det en Tjeneste. Da sidste Prøve saa var endt, til Skolen for at drikke vi styred Gangen, men Berendt udbrød: „D et duer ikke.“ Jeg sørger for, at denne Gang i ganske fremmed Skikkelse, paa Kongens N ytorv hos Vincent fremtræder Mad og Drikkelse.