AndersSandøeØrsted
10
T I D E N T I L 1 8 0 1 Lovbogen var ufuldstændig, men slaar sig til Ro med den nys ned satte Kriminallovgivnings-Kommission. S. 108 gaas der over til Undersøgelse af Skribentens Ret til at ytre sin kritiske Mening over Konstitutionen, Lovgivningen og Statsstyrelsen. En saadan Ret er „efter vore Tiders Tænkemaade anset for det, den og i Sandhed er, et af Statsborgernes højeste Goder, hvis Berøvelse vilde opvække Utilfredshed og hemmelig Gæring“. Han tager her Afstand fra Birckners Lære om, at Skri benten skal udgøre et Værn om Borgernes Sikkerhed overfor Re geringen, og at dette burde sikres i en Grundlov ligesom f. Eks. Loven om Stavnsbaandsløsningen. Regenten kan efter Ørsted umu lig ved Trykkefrihedsloven have villet lægge sig selv i Ave, og uden Konstitutionens Omdannelse lader en virkelig Grundlov sig ikke oprette. Synspunktet maa derimod være, at Regenten ønsker at blive oplyst, hvoraf følger, at den Dadel, som ikke lader sig forklare af Hensigt til at oplyse Regeringen om Manglerne og Fejlene i de offentlige Indretninger men alene af Hensigt til at opvække Folkets Misfornøjelse og tilvejebringe Gæring, er util ladelig og strafværdig. Lovbudene er her §§ 2 og 7, hvoraf det første sætter Landsforvisningsstraf for i trykt Skrift at laste, for- haane eller søge at udbrede Had og Misnøje imod Rigernes Kon stitution eller imod Kongens Regering enten i Almindelighed eller i enkelte Handlinger; den landsforviste, der ulovlig vender til bage, bør arbejde i Jern sin Livs Tid. § 7 udtaler først tilladende, at enhver kan ytre sin Mening angaaende hvad han tror, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og offent lige Indretninger (herved ophævedes altsaa Forbudet i Reskriptet af 1773 for Aviser og Ugeblade). Derefter forbydes det under Vand og Brøds Straf at skumle med Bitterhed over Regeringen eller at indklæde sine Anmærkninger over dens Foranstaltninger i utilbørlige og usømmelige Udtryk. S. 129 fif. udvikles Begrebsfor skellen mellem at laste Regeringens enkelte H a n d lin g e r og at laste R eg erin g en i enkelte Handlinger, en Forskel som næsten alle Læ sere af Ørsteds Artikel om Søren Hempels Bog havde fundet ube gribelig. (Selve Ordet „laste“ var i § 28 autentisk fortolket som dette at tillægge vedkommende Person eller Ting en saadan Ufuld kommenhed, som ej kan bestaa med dens Hensigt). Denne For tolkning optog ham stærkt, fordi Publikums Misforstaaelse her
Made with FlippingBook