AmalienborgInteriører

hævede deres sidste Udbetaling d. 12. Marts, idet Bygningsforvalteren atte­ sterede, at ,,Panelleringen af samtlige Vægge fra Fodliste til Gesims, med de fem dobbelte Døre samt to Canapés, to store Konsolborde saavelsom Spejl- og Malerirammer var forfærdiget, at disses Tilretning til Billedhuggerarbejde var sket og endelig at nævnte Arbejder nu var behørigt placeret i den store Sal“ [57]. Den skulpturelle Dekoration, der her omtales og som var færdig i Marts 1754, skyldtes den fortræffelige franske Billedhugger Louis-Augustin Le Clerc, hvisVærksted havde været førende i København siden Slutningen af 1730?erne. Eigtved akkorderede med ham om Arbejdet d. 15. Juli 1752 for en Sum af 2000 Rd. [58], — efter Datidens Forhold et overordentlig stort Beløb. Som det vil ses, fulgtes Snedkrene og Billedhuggeren smukt ad, begyndte Værket samtidig og blev færdig samtidig. Det er os kært at vide, at Eigtved lige netop naaede at se Riddersalen fuldført i de store Træk, det Interiør, der er hans største Hæder somRumkunstner. Le Clerc kunde sandelig ogsaa vedkende sig sit Værk med Stolthed [59]. Panelernes udskaarne Ornamenter er af meget høj teknisk Kvalitet og vidner omen suveræn Beherskelse af Rokokoens dekorative Formverden. Der kan ikke være Tvivl om, at Le Clerc indenfor det ham af Arkitekten givne Skema har haft ret frie Hænder; hvad Prydværkets Detailler angaar, kunde han udtrykke sig selvstændigt. Saaledes var Forholdet under hans langvarige, ofte noksaa stormfulde Samarbejde med Eigtved og Thurah paa Christiansborg [60]. Og der er Grund til at tro, at han hævdede sin kunstneriske Individualitet med sti­ gende Styrke jo ældre ogmere anset han blev. Men samtidig maa vi regne med, at hans Stil i Aarenes Løb var blevet farvet af Eigtveds. Le Clerc’s Forhistorie har vi skildret andetsteds [61]. Han blev indøvet i Rokokoens Stil paa tysk Grund før 1735, nemlig under François Cuvilliès i Kurkøln (Briihl; Falken- lust).Mendet Stilstadium, somden geniale Cuvilliès— enaf Rokokoens første Mænd— repræsenterede ved Rhinen var langt mere afdæmpet end denManér,

3 8