AmalienborgInteriører

lingen af Dørzonen sig det normale. Over Fløjdøren finder vi da eet Maleri af nogenledes samme Højde som denne, indfattet i en foroven kurveret Ramme. Døren og dens su rpo te er endelig indpasset i en Blændbue af samme Højde og Bredde somde franske Vinduer. Hele Afsnittet er saaledes samlet, en opad­ stræbende Enhed. I Riddersalen paa Prinsens Palæer Dekorationenmere enkel, men ogsaa her er hver Dør kronet af eet Felt i Højden, her rektangulært. Vi tør da formode, at Eigtved i Moltkes Sal havde udfyldt PladsenmellemDørenes Overkarm og Gesimsen med eet stort, højtrejst Billedfelt, rimeligvis halvrundt afsluttet og indfattet i rigt skulpteret Rammeværk. Ved en saadanOrdning vilde Arkitekten være i fuld Overensstemmelse baade med sin vante Praxis og med den Linievirkning, der iøvrigt dominerer Salen. Lignende Overvejelser kan gøres gældende medHensyn til Vægpartiet over Kaminen (PI. 9). Denne sidste er den originale, men det oprindelige Spejl maa selvsagt have haft en mere bevæget Kontur. Et tværstillet „ovalt“ Maleri kan meget godt have været indpasset i Dekorationen (jfr. f. Ex. Kaminpartiet i Havesalen paa Frederiksdal). Fra Eigtveds Haandhar Kaminvæggene i Moltkes Sal været et Mønster paa den for Rokokoen typiske, helt ligevægtigt opdelte Vægarkitektur. De to Endevægge er ganske ens, det inderste Dørpar er blindt, blot indsat for Symmetriens Skyld. Salens Bagvæg overfor Vinduerne er midtdelt af en Dør indsat i en flad rundbuet Niche umiddelbart overfor den ligeledes buede „franske Dør“ ud til Balkonen. Iøvrigt er nævnte Bagvæg inddelt med et stort Spejlfelt og et Ma­ lerifelt til hver Side, de sidste i tilsvarende, dog ikke nicheformede Blændbuer, der er Eigtved’ske. De giver ligesom Ekko af de modstaaende høje Vinduer. Disse højtrejste, slanke Buer har været et bærende Motiv i Salens Vægarkitek­ tur. Spejlene — baade de paa Bagvæggen og de korresponderende paa Vin­ duespillerne ( trumeaux ) — betegner en senere Korrektur og bryder ved deres satte rektangulære Form det oprindelige System, der er saa karakteristisk for Eigtveds letteHaand og for hans Dyrkelse af de luftige, stigende Omrids.

3 6