AmagersHistorie_II

102

Men siden de rejste Fra Sjælland og Knejste I Amager-Skye. Saa mange da findes, At mand ikke mindes I nogen Lands-Bye. De graadige Ørne, Som Bonden fortørne Og giøre Fortræd Paa Gjes og paa Ænder, Ja, sønderslaar Lænder Paa Lam allested. De sultene Hanger Meer Rolighed fanger, End nogen Tid, vi: Med dennem at fægte De Ravne ej mægte, Derom gaaer de fri.«

»Som Skytten betales, Da lad ham befales Tre Gange hver Aar Sig færdig at giøre, Dem Krig at paaføre De U-tak da faaer. Før Ordre blev givet, At, Hand som taer Livet A f udslæbet Hest; Hand Gifte ?kal føre

Og Raden besmøre De Ravne til Pest.

Vi aldrig da vidste Med dennem at tviste Thi her var ej een, Remissernes Vænge, De Vange og Enge, Ja, Lunden var reen.

I Hengivelse om, at de gode »Danske Ridder-Mænd« vil tage Klagen, gaar hele den forsamlede Harestamme i Bøn for Udfaldet, hvorefter den Unge trøster Forsamlingen med et be­ roligende Haab om et imødekommende Svar fra Hove:

».................Og see! mig synes alt, mig hviskes i mit Øre: Du bange Hare-Pog, nu skal du faa at høre, Det Svar din Fader fik der hand til Hove kom, Da Raadet samled var, da faldt der slig en Dom : Som os velsmagende og stort afholdene Harer Nøjagtig har beviist, at Ravnen dem ej sparer, Paa deres Føde-Sted og Arve-Eje-Land, Men hand forjager dem, ja! døder hvor hand kand. Da, for sligt Morderi og underfundig Trækker, E r hand hermed tildømt: At hvis han sig ej strækker Paa Flugten der fra Lands, og det med største Hast, Hand aarlig U-fred da skal være underkast. Hermed skal Skytterne med deres raske Hunde samt Bøsse, Lodd og Krud, det meste, som de kunde,

Tilbørligere see til, tre Gange aarlig Aar, Og da formodes vist de Ravne undergaaer.«