AmagersHistorie_I

3<5 kulturel Betydning for vore Forfædre. A f Sildefiskeriet ved Skaane gik der allerede i det 12. Aarhundrede stort Ry, som lokkede særligt de vendiske Stceders Folk hertil, hvorved Silden — maaske først i tørret, senere i nedsaltet Tilstand — blev en gangbar Handelsvare og fik stor Værdi, saa det rigeligt lønnede Umagen at fange den. Og snart strømmede flere Nabolandes Folk til Øresund baade som Fiskere og Købmænd, baade for at drive Fiskeri og for at udnytte Fiske­ riet ad Handelens Vej. Om Sundets Silderigdom den Gang, navnlig paa Aars- tiden omkring Høst, ved Enhver at fortælle fra Saxo's Histo­ rie; Stimerne kunde efter den staa saa tætte og saa højt i Vandet, at man knapt behøvede Redskaber for at fiske, man kunde øse Silden op i Baadene med Hænderne. En anden samtidig Forfatter, Arnold af Lübeck, fortæller, at Danerne havde Rigdomme af enhver Art som Følge af det Fiskeri, de aarligt drev ved Skania , hvortil der fra alle de omboende Folkeslag indfandt sig Handelsmænd for at opkøbe Silden, som ved Guds Rundhaandethed tilflød de Indfødte for Intet, medens Købmændene gav deres bedste Ejendom, ja! endog stundom ved Skibbrud selve Livet for en ringe Vare. Samme Forfatter omtaler, at det Handelssamkvem, som Sildefiskeriet saaledes hidførte, gav Impulser til nye og rigere Sæder for Nordens Folk og lærte dem at rette sig i Vaaben og Klæde­ dragt efter andre Folkeslag. Medens de «i forrige Tider gik i Sømandsdragt, da de som Kystboere idelig tumlede med deres Skuder, gaa de nu om Stunder ikke alene i Skarlagen, broget og graat Skind- og Pelsværk, men endog i Purpur og Linned»1). Ogsaa i Levemaade og Sæder hidførte Handelen og Handelsinteresserne nye Forhold. Vi lærte at kende og benytte Udlandets Varer og Krydderier. Sæderne blev mil­ dere; Handelen udviklede sig. Og Landet fik Afsætning paa sin Overflødighed af Jordens og Søens Produkter. Livet for­ mede sig i det Hele lysere og rigere; forskellige Folkeslag kunde mødes i Handel og Vandel ad fredelig Vej — en Vej

*) Arnolds Slavekrønnike i Overs, v. P. Kierkegaard 92.