AmagersHistorie_I

2 7

kildestolen; thi der var allerede Strid mellem Kronen og Kirken om Besiddelsesretten til Øen. Det varede ikke længe efter Absalons Død før en heftig og langvarig Strid om Besiddelsesretten til Kjøbenhavns Len opstod mellem de to Magtfaktorer, som Kronen og Kirken var, og affødte megen Bitterhed og Splittelse imellem dem. Kronen begyndte at nære Betænkeligheder ved de store Be­ siddelser, som Kirken allerede havde tilegnet sig, og særlig det vigtige, befæstede Punkt Kjøbenhavn (Kjøbmannehafn), der hurtigt var bleven en betydelig Handelsplads. Allerede Valdemar Sejr yttrede Tvivl om, at Absalon havde havt fuld Ret til, at handle som sket var med dette vigtige Len, hvor­ ved Kronens Ret og Indflydelse overfor Fæstningens krigs­ politiske Side aabenbart krænkedes. Under Erik Plovpenning førte Striden til et skarpt Brud mellem Roskildestolen og Kronen, saa skarpt, at Biskop N ie ls S t ig 1247, vistnok nærmest af den Grund, maatte rømme fra Stiftet og i lang Tid ikke turde vende tilbage. Kongen havde med Vold og Magt taget Staden og Borgen Hafn og truede Bispen paa Livet, dersom han ikke afstod Retten dertil. Men Lybeckerne, som naturligvis maatte være med, tog Bispens Parti. De plyndrede og brændte Byen og dens Omegn, særlig ogsaa Amager, 1248. Lange Krigstider og Oprør førte det med sig, hvorunder Fyrst Ja romar af Rügen havde indtaget Sta­ den og Fæstningen, og først 1260 lykkedes det den efterføl­ gende Biskop, som havde søgt denne Fyrstes Hjælp, at faa Striden bilagt. Erik Glipping maatte overfor Paven, der jo havde stadfæstet Absalons Dispositioner, gøre den Indrøm­ melse, at Lenet stod under Kirkelovens Beskyttelse. Saaledes maatte Kirkens formelle Ret dertil indtil videre respekteres. I den følgende Tid blev Landet atter stærkt oprevet af indre Splid og Ufredshære, der sloges om Kongemagten. Baade Kirken og Adelen vilde raade. Og Amager, der laa ved den alfare Søvej, fik naturligvis sin Del af Ufreden. 1288—89 hærgede Marsk S tig og «de Fredløse», sammen med den norske Konge Erik Præstehader, gentagne Gange Øen med Brand og Plyndring, idet de tog Alt, hvad der kunde gøres i Bytte. Ogsaa H an serne laa stadig paa Lur