AlmindeligHospitalsHistorie_1769-1892 (2)

Medens de forskellige Teorier om Kolera Side om Side ud­ vikledes, blev der ingen afværgende Beslutninger tagne. Det blev Alm. Hospitals Vanskæbne. Det er det dystre Kapitel i en Periode af vor Hospitalsudvikling, som vel nok kan kaldes en Mørketid, i hvilken næsten ikke een Stjerne viste Vej. Lægerne fralægger sig bagefter Ansvaret. I Borgerrepræsentationen fri­ tager Stadslægen dem 1869 derfor. I “ Fædrelandet” førtes Stri­ den om Sygdommens Smittefare. Kolera angriber pludselig. Dødsfald indtræder i Løbet af 48 Timer. Koleraen kan medføre, at Patienten føler en heftig Angst og Tynge i Hjertekulen, og dette Symptom giver Uhygge blandt Omgivelserne. Sygdommen kan ende enten umiddelbart i Hel­ bredelse eller Død, eller gaa over til en Art Nervefeber, hvis endelige Udfald da kan være Helbredelse eller Død. Angsten greb ogsaa vor By. Da Biædel i Koleraaaret blev Præst ved Garnisons Kirke, var Tilstrømningen saa stærk, at mangfoldige slet ikke kunde komme ind. “ Folkets Nisse” 1 ) karikerede det stærke Tilløb ved i sine Billeder at lade Folk staa lyttende i Masser paa St. Annæ Plads. I Alm. Hospitals overfyldte og smudsige Lemmestiftelse var Mandefaldet forfærdeligt. Vel kæmpede Stiftelsens Læger under Anførsel af Engelsted heroisk og utrættelig mod den alt øde­ læggende Farsot, en af dem, en ung og meget lovende Kandidat (Olfsen Bagge ) faldt som det første Offer mellem Lægerne, men Epidemien gjorde al Anstrengelse frugtesløs. Den slette Sy­ gepleje i Lemmestiftelsen blev efterhaanden forbedret, da Frk. Ilia Fibiger meldte sig til Tjeneste paa Sygestuerne. Hendes Eksempel var ikke forgæves2). I Bibliothek for Læger 1854 beskriver Læge Engelsted ved Lemmeafdelingen, Alm. Hospital, Koleraen der saaledes: Før Koleraepidemien hjemsøgte Alm. Hospitals Lemmeafde­ ling, indesluttede denne omtrent 1200 Mennesker, hvoraf 382 Mandfolk og 818 Fruentimmer. Under Epidemien, da de Lem­ mer, som ønskede det, kunde forlade Hospitalet, udgik 24, 5

*) 2. Juli. 2) Vort Folk i det 19. Aarh. II S. 108 ff.

162