AfMitLivsAarbøger_1795-1826

281 Sundheden! Desuden,» vedblev jeg, «staaer der jo i den hellige Skrift, at ikke det, som gaaer ind af Munden, men det, som gaaer ud af den, gjør Mennesket ureent!» — «Men», sagde han derpaa, som om en Steen laa ham paa Hjertet, «er det sandt, at Eders Præster tør gifte sig?.» — Jeg forsikkrede ham, at det var ganske sandt. «Og vilde I ikke», gjentog jeg, «om det ellers var Eder tilladt, gifte Jer?» «Hør», sagde han, idet han tog mig hurtigt ved Haanden og reiste sig, «jeg mærker nok, at I hos Jer maa have en meget god Regering!» Derpaa hilsede han mig paa det Venligste, besteg sit Æsel og forsvandt i den yppige, livs­ glade Natur som en Gjenganger, der vender til­ bage til sin fugtige Gravhvælving. Ernesto og jeg fortsatte nu Vandringen over endeel Steendynger og kom, vildfarende, ind paa en stor Viinmark, da vi ikke havde Føreren med. Paa disse ulovlige Veie nærmede vi os et lille Huus med Balkon, hvor en Mand viste sig og raabte til os. Vi troede det var et Forbud. Men ingenlunde. Da vi nærmede os, forstode vi, at det var en Indbydelse, og at dette Huus maaske var et Osteri.