AfMitLivsAarbøger_1795-1826

276 Vor ædle Velgjører fortalte os nu med megen Godmodighed, at han var Digter, og frem- sagde en Sonnet, han nyligt havde digtet til Ære for hans nye Konge, Francesco l mo- Vi fandt naturligviis Digtet fortræffeligt — ligesom hans Viin og drak med ham paa Kongens Velgaaende. Ved Afskeden udbad han sig vore Navne og gav os sit. Han hed: Don Francesco Corleo. Da han silde paa Aftenen havde forladt os, blev Bordet flyttet ud, og hele Gulvet bedækket med Sengeklæder og lidt Halm, og for at der dog med Grund kunde foretages en Lodtrækning, bleve nogle Leiesteder med Flid gjorte ulige bedre end andre. Ernesto, som til sin Ærgrelse havde trukket et godt Nummer, gav sin Seng til Pris, svøbte sig i sin Overkjortel og strakte sig, med Rand­ selen under Hovedet, hen i en Krog paa det bare Gulv. Næste Morgen afreiste vi, førend Taagen endnu havde hævet sig, ned fra Salemi til den skjønne Dal, vi om Aftenen havde seet, belyst af den nedgaaende Sol. Veien førte os forbi det lille Landsted, hvor den ædle Don Corleo vel endnu sov paa sit grønne Øre, efter Sviren iaftes.