AfMitLivsAarbøger_1795-1826

202 Der havde lige siden December forrige Aar været Symptomer paa, at der imellem Ida Holten og mig var en gjensidig voxende Tilbøielighed, og næsten dagligt, naar jeg besøgte Broderen, havde jeg den Glæde at vexle et Par Ord med hende — Repliker, som efterhaanden fik større Betydning. Naar jeg om Aftenen kom derover paa den anden Side af Torvet, blev jeg som oftest ind- buden til at blive, og det kunde snart ikke heller undgaae de Andres Opmærksomhed, at der mellem mig og denne livlige og freidige unge Pige var en vaagnende Sympathi, som de Ældre ikke syntes at misbillige. I en af de mange Stemninger, hvori jeg, under mit hele Livs Gang, er ligesom bleven berørt af prophetiske Anelser og ofte skrev Smaadigte, der næsten bleve til, uden at jeg selv forstod dem — i en saadan Stemning havde jeg i Januar ligesom en Forudfølelse af, hvad der ventede mig i dette reent sjælelige Forhold, og næsten fraværende i mine Tanker skrev jeg paa denne Tid følgende lille Digt til denne Engel paa Jorden:

D u , s o m le g e r fr o m t m e d L illie n s S te n g e l, V il D u , Id a , v æ re m ig m in E n g e l? Je g v a r s e lv e n E n g e l lio s m in G u d !