AfMitLivsAarbøger_1795-1826

138 Vi fulgtes ad gjennem Taarnets Omgange, og her sagde jeg ham det reent ud, at da han læste sin «Ode t i l U r o n ia » for mig, havde han antydet en anden Forklaring, end den, han nu forfægtede, og at jeg idetmindste ikke kunde være uvidende om Tvetydighederne. Nu begyndte han med Bebreidelser: at jeg var ligesom de Andre, men da vi netop traadte ud paa Gaden, sagde jeg ham Farvel og gik til den anden Side, og senere saa jeg ham ikke. Jeg havde nær glemt, at jeg i dette Aar (1817) fremtraadte i Literaturen med Fortæl­ lingen: « B je r gm a n d s d a le n .» Det var vistnok meget mere Lysten til at være Forfatter, end en Trang til at udtale Noget, der laa mig paa Hjertet, som var Fader til dette Barn. Saavidt jeg erindrer, — thi jeg har ikke Lyst til nu at læse den — er den noget tydsk-romantisk, med en uklar Idee og en Opløsning, som er forlegen og søgt. D e t, der i den er skrevet meest con amore, er udentvivl den islandske Episode, som er min egen Opfindelse og en tidlig Frugt af, at jeg netop paa denne Tid læste Islandsk og havde gjort Bekjendtskab med et Par af Sagaerne.