AfMitLivsAarbøger_1795-1826

131 komme over? — «Lad mig faa min Kaffe her­ over!» svarede jeg næsten utaalmodig, og saa- ledes skete det. Da jeg var marschfærdig, gik jeg endelig derover og traf den lille Mand med Familie i Dagligstuen. Jeg takkede for den gode Bevert- ning og Logis, med Spørgsmaal, hvad jeg havde at betale? «De har Ingenting at betale», svarede han smilende over hele Ansigtet. Jeg studsede og røbede vistnok Forlegenhed, da den Tanke gjen- nemfoer mig, hvorledes alt Dette hang sammen. «Ja, jeg mærkede jo nok, at De troede, at De var paa et Vertshuus,» sagde han med en elskværdig Godmodighed, «men De har taget F eil, Jeg er Kjøbmand her i Byen, og da her ikke er noget Gjestgiveri, saa pleie jo rigtignok de Fremmede at tage ind hos mig.» Jeg bad tusinde Gange om Forladelse, men det behøvedes ikke, efter som jeg i A lles Ansigter kunde læ se, at man i Jet Høieste kun havde moret sig lidt over mig. Denne brave Mand, som nu vel er død og borte, lever i min taknemlige Erindring. Det var Kjøbmand Valentin i Skjelskøer, og saa stor var hans Gjestmildhed, at da han nu maatte mærke min Sønderknuselse, vidste han at berøve mig den sidste Smule Frygt for, at jeg her 9 *