AfMitLivsAarbøger_1795-1826

127 der var det ikke ret hyggeligt at komme saadan om Natten. Det hed sig, at man i gamle Dage der havde pleiet at slaaes med Gjesterne og, naar de havde slaaet En ihjel, at kaste ham ud i Aaen igjennem den Dør, man endnu kunde see vende ud mod Dammen. A ltsaa et Folkesagn, tænkte jeg , og van­ drede ad den smukke Skovvei videre med den store, vidtudstrakte Vildmose paa min høire Side. Men det blev mørkere og mørkere, og Veien gik uhyggeligt altid dybere ned, saa at jeg dog tilsidst blev lidt underligt tilmode. Da jeg om­ sider nærmede mig Møllen og Mølleaaen, saae jeg, ganske rigtigt, den omtalte Dør paa Muren ud imod Aaen. Jeg samlede imidlertid Modet, gik rask og frygtløs ind i et lille Rum, der var opfyldt af Personer, som i denne Belysning forekom mig nærmest at ligne Kulsviere. Jeg henvendte mig til en P ig e, som skjenkede for dem, med Spørgsmaal, om de kunde huse mig i Nat. Men inden jeg fik Besked, stod der foran mig en høi, mørkladen Mand med et sort Skjæg bagved det røde Halstørklæde. Han spurgte, hvad jeg vilde? Jeg gjentog mit Spørgsmaal, om jeg kunde logere her i N a t, og efter en vis Betænkningstid, svarede han: «Ja, det kommer an paa, om De kan tage tiltakke, med hvordan