AfMitLivsAarbøger_1795-1826

104 han efter Veiret og allermest, naar han skulde oplæse Noget, hvilket da kun skete, efterat han havde rømmet sig flere Gange. I sin Udtalen var han høirøstet og djærv, og altid havde han pathetisk en knyttet Næve tilrede ved Gestiku­ lationen. Sine Digte og Begyndelsen til en nor­ disk Fortælling, «Eivind Skaldespiller», bar han sammenfiltrede i sin ene Buxelomme, og naar han tog dem frem, for at læse dem for os, var det en Ynk at see, hvor nær det var ved, at de vare opslidte, og vi vidste jo, at de derved vilde være tabte, thi han var ikke af den Slags Poeter, der skrev sine Digte ind i en stadselig Bog til Bevarelse for Efterverdenen. Dette var mig naturligvis et kjært Bekjendt- skab, og jeg følte mig smigret ved den Venlighed, han strax viste mig. Broderskabet blev ogsaa samme Aften sluttet, da han proponerede, at vi skulde drikke Du’s.

Et Par Dage efter var min Gaadeopløsning færdig. Hos Weyse skrev jeg endnu en Slut- nings-Sonnet bag i Manuscriptet (det var den 4de Januar 1816), og da det Hele var stadseligt indpakket, blev det sendt ind til Justitsraad Bag-