AdmiralCCZahrtmann

7 6 B R Y L L U P ikke almindelig Pige, — og hvor er det dog en kær Følelse, at hans saa tidlige Forudsigelse nu er saa helt bleven opfyldt. Gid han havde levet for at se min Lykke, den vilde have glædet ham meget; thi han elskede mig som en Fader, og han var en herlig Mand. — i o. Juli: Lige nu kom Ørsted for at besøge mig og indbyde mig til Middag med Hansteen i Morgen; der vil blive talt meget om Fysik. Atter 15. Juli: Hin Nat skabte Epoke i mit militære Liv, thi den skænkede mig to Egenskaber, om hvilke man kun gjennem E r ­ faring kommer til Sikkerhed: jeg manglede ikke Mod, og jeg ejede Aandsnærværelse. Disse Egenskaber ere begge ubetinget nødven­ dige i vor Stand, ene de give den nødvendige Ro og Tillid, naar man skal kommandere. Elisabeth, en større Tillid kunde jeg ikke give Dem end denne, at udtale mig saaledes for Dem, thijeg viser der­ ved, hvor sikker jeg følermig paa, at De kender mig helt og følge­ ligt ikke kan misforstaa,hvad jeg skriver. — 18. Juli: I Aften mødte jeg Otto Donner; De har fortalt mig om hans Antydninger af, at De vilde komme til København, og jeg spurgte ham nu, naar han havde faaet en Anelse om min Forelskelse. Han sagde, det kom fra min Afrejse til Vestindien, da jeg i sidste Øjeblik bragte Krono­ metret om Bord paa Kadetskibet paa Helsingørs Rhed, og da jeg til allersidst kaldte ham til mig ved Falderebet, gav ham Haanden og sagde: bring Deres Familie i Altona en Hilsen fra mig og sig, det var min allersidste Hilsen fra Europa! Da han med denne Tanke kom hjem til Altona i September 1825, paastaar han, at De styrkede ham i den ved stadigt at bringe mig paa Bane i Deres Samtaler med ham . . . Man ser, hvor stærkt en Menneske kan forandre sig, thi tilforn vilde jeg aldrig være Lærer og stred med Sneedorff for at holde mig ude fra Akademiet, og nu volder det mig stor Glæde at blive Lærer; er dette min tiltagende Alders Skyld, eller skulde det snarere skyldes den elskværdige Kadet, som jeg faar ind i min Skole? . . . Pfui! den uforskammede Jøde, De skriver om fra Sel­ skabet hos Hesses, har højligt opirret mig, og om jeg traf ham her, vilde det koste mig Møje at huske, at den Karl er en Jøde og følge­ ligt ganske uden for Ærens Love. Fra Hjemmet i Viborg fik Zahrtmann jevnligt Breve. Hans Moder skrev til ham 16. Maj: Jeg modtog Efterretningen om det fejlslagne Haab, at see min kiære Henrich i den værdige Faders Sted, med fuldkommen Roelighed. Min Overbevisning er: Hvad Gud giør, er altid det bedste. Lad vore Kaar end være nok saa ulige i Verden, vore Hierters Følelser blive det aldrig. — Til det tilstundende Bryllup i Altona skrev hun 27. Aug.: O min elskede Christian! Himlen give dig Kræfter til at blive som Ægte-Mand, hvad din Fader var i sin Ægtestand! og vel mig, at jeg da med Vished kan love din udvalgte Elisabeth: Hun vil være en sielden lykkelig Kone. — Til Bruden skrev hun: Elskværdige Datter! Den første Plads i Christians Hierte tilhørte før mig, men nu dig, min elskede Datter; jeg afstaaer dig den gierne, thi jeg beholder dog