AdmiralCCZahrtmann

B R Y L L U P

6 3 hende gik gjennem Faderens Samtykke. C. H. Donner havde en Gang for alle spærret ham denne Vej, og hans faste Vilje kendte han; havde Donner truffet sin Afgjørelse, gjennemførte han den urokkeligt. I Altona virkede nu de trofaste Venner, han efterlod der, ivrigt paa at fremme hans Sag. En Række Breve fra Nehus holdt ham underrettet herom. 1826, 3. Nov. — Hos Willingk [Elisabeth Donners Morbro­ der] talte jeg med Jean Donner, han sagde, at han vilde tilraade Beta nu at holde Stand, og at Du skulde see at tilskrive Faderen. Beta gik strax efter Bordet, hun foregav Hovedpine. Jean D. fik slet ikke Leilighed til at tale med hende, hvad gik ham meget nær. Jeg havde naturlig langt mindre Leilighed. Beta saae ellers slet ikke ud efter Hovedpine. Jean D. havde kun kunnet tale med Fa­ deren her hos Willingk, hvor han havde været stærkt sammen med ham, han har sagt ham: Hvem veed, om det ikke er paa Grund af Zahrtmann, at hun er syg? — Capitain Klauman sad ved Siden af Beta, jeg sagde efter Bordet til ham: De sad da forbandet godt; hvis jeg havde været paa Deres Plads, da kunde jeg ret have talt for Z., maaskee har De gjort det samme. — Herpaa svarte han: Jeg har ikke nævnt hans Navn. — Han var ellers taus og pensiv, maaskee at han har faaet sit decisive Svar. 10. Nov. — Du har Ret, Du kan ikke skrive [til Faderen] endnu, og gjør overalt intet uden mit Raad. Tænk paa: Alt hvad jeg har sagt, har været sandt og indtruffet. Byg paa mig, jeg- vil gjøre meere for Dig, end for mig selv, men vær nogen Tid roelig. Det kan ikke gaae saa hastig, men det gaaer bestemt. Betænk blot, hvad Du har opnaaet, og vær ikke ved Utaalmodighed uretfærdig mod Din Skjæbne. Har du ikke det Høieste? har Du ikke den Over­ bevisning for en Evighed efter Livet, at hun er Din? Du maae holde Hovedet i Veiret; altsaa giv Tid, vi faaer nok Faderen. 21. Nov. — I Søndags gik jeg til Madame Jean Donner med Brevet i Lommen, der sad den gamle tykke Frøken G. som naglet fast. Madame D. spurgte, da den gamle Kat ikke vilde vige, om jeg havde Efterretninger fra Kjøbenhavn. Aha! der gik mig et Lys op; jeg svarte ja, uden at nævne nogen, — og gik min Vei. Hun fulgte mig ud af Døren og spurgte om jeg ogsaa forstod at lukke Gadedøren op (Fruentimmerne ere alle pfiffige), derved kom vi til at tale alene paa Diehlen, og jeg gav hende Dit Brev. Hun sagde, at hun havde Ordre til at sige mig, at Du jo ikke skulde overile Dig; jeg sagde, at jeg havde Ordre til at sige hende, at visse Folk jo maatte holde Stand; og jeg bad om Tilladelse at komme igjen om et Par Dage. — Idag har jeg været der igjen. Hun har talt med Beta og sagt, at hun havde faaet et Brev fra Dig. Beta vil saa gjerne være en lydig Datter og har ikke seet i Dit Brev til Tanten, men faaet Din [skriftlige] Gratulation [til hendes Fødselsdag 15. Nov.]. Med Madame J. D. har jeg truffet en reen Aftale: Jeg gaaer hver Dag Kl. 3 og Kl. 4 forbi hendes Vinduer til Nienmark. Vi skal nok see at faa Tingen i Gang. Og