AdmiralCCZahrtmann

53

S Ø T O G T E R

2 . Zahrtmann modtog 20. Sept. 1824 gjennem Admiralitetet Kon­ gens Ordre til ait vende tilbage til Gradmaalingen. Herom skrev han til Falbe: „[General] Biilows Lyst til at gøre sig vigtig lagde mig nogen Forhindring iveien for mit Komme hertil [Altona], saa at jeg blev hele September Maaned i Kiøbenhavn; men da Schumacher først kom til Orde, kom jeg her med en Fart, thi hans ubegribelige Indflydelse synes endog Biilow at holde i fuld Agt. I den Tid havde jeg det muntert, og det var efter otte Aars Forløb den første Som- mermaaned, jeg var i Kiøbenhavn, ligesom jeg ei heller før har været meldt til Tieneste [ledig] i de sytten Aar, jeg er Officeer; hvorfor Liitken sagde til sin Adjutant: Ja, naar vi engang faaer ham til Tie­ neste [i Admiralitetet] Zahrtmann tog denne Vinter i Altona for at lægge sidste Haand paa sit Gradmaalingsarbejde med afsluttende Observationer og Ud­ regninger; det var imod hans ærlige Tænkemaade at give et ufuld- ført Arbejde fra sig, og han førte det til Ende. Han slap heldigt fra et farligt Fald ned fra en Stige en Nat i Observatoriet. Mens han saaledes kiggede Himlens Stjerner, fandt han Nyaarsnat ogsaa den jordiske Stjerne, som skulde lyse for hvert hans fremtidige Fjed. Fra denne Nat kunde han ikke vende Øjet imod Stjernen Beta i Kassiopeja uden at tænke paa Elisabeth Donner. Aaret 1824 havde givet ham Mærkedagen 1 1 . Juli om Bord paa Freia; endnu mere indgribende i hans L iv blev den anden Mærkedag, som det i sin Udgang bragte ham i C. H. Donners Hjem. Købmand Donner aabnede gæstfrit sit rige, lidt stive Hjem for Danske, som færdedes i Altona. I de sidste halvfjerde Aar havde Zahrtmann jevnligt været dets Gæst. Han havde set Husets eneste Datter Sophie Elisabeth Donner, født 15. Nov. 1805, gjennem hen­ des Opvæxt til ung Dame, uden hidtil at have haft synderligt Blik for hende. Nu var han atter Donners Gæst Nyaarsaften 1824 og kom her i en alvorsstemt Samtale med hende. Han paastod, at det ikke var godt at vie Sorgen og dens Minder bestemte Dage i Aaret; hun modsagde ham af saa fuldt følende et Hjerte, at han strax maatte give hende Ret. Da han nu førte Talen ind paa, om man kunde ønske sig at leve de svundne Aar om, erklærede hun, at hun paa ingen Vis vilde ønske sig sit hidtidige L iv gjentaget, noget han selv uendelig gjerne vilde gjøre; da studsede han ved hendes Alvor, hendes Fø­ lelse, hendes Udvikling, og da følte han for første Gang, at han kun kunde blive lykkelig ved at vinde hendes Hjerte. Til Ungdomsvennen Falbe, der nu sad som dansk Generalkonsul i Tunis, skrev Zahrtmann 30. Jan. 1825: „Da jeg i sin Tid var Din Fortroelige, saa vil jeg ei heller skiule for Dig (og Du er den ene­ ste, jeg betroer det, hvorfor det bliver mellem om), at jeg for første Gang har funden et Væsen, for hvilket jeg har følt mere end Ven­ skab; hvem det er, skal Du faae at vide, naar jeg engang har noget