AdmiralCCZahrtmann
A D M I R A L E N
1 9 6
dannede sig af den yngre Tillisch’s Fortrin for hans ældre Broder, en Dom Eftertiden har godkendt. Han vidste saa at sige øjeblikke ligt, hvor en Mand hørte hjemme; og han forstod at underbygge sine Udtalelser saa grundigt, at Modstanden faldt til Jorden. Søoffi cererne drøftede 1837 ivrigt, hvor vidt Edouard Suenson som Næst kommanderende paa Stationsbriggen ved St. Croix havde handlet rigtigt i efter Generalguvernør Scholtens Ordre at staa til Søs efter Sørøvere uden at oppebie sin Chef P. T. Grove, der just var i Land paa St. Thomas. Den unge Premierlt. Paludan forelagde et Forsvar for Næstkommanderendes Handlemaade for Søkadetchefen P. F. Wulff, men denne fraraadede ham at lade det trykke med de Ord: Jeg veed, at Zahrtmann er stemt for Chefen; har han først udtalt sin Mening, er der ingen, som kan rokke den, og de, paa hvis Side han staar, faa altid vundet Spil. Paa denne Tid stod Z. dog endnu kun som Direktør for Søkortarkivet. Zahrtmanns lyse Hoved gjorde ham i Sammenkomster snart til Herre over Samtalen, hvad enten denne drejede sig om almindelige Selskabsemner eller almene Samfundsspørgsmaal; „man lyttede, hørte og forundrede sig,“ sagde Premierlt. A. Roepstorff ved hans Død. Hans Vid kunde være fuldt af roligt Lune, men kunde ogsaa blive sarkastisk sviende lige over for Vankundighed og støde mod artigt Omgangssprog, særligt da „han hadede al Smiger og Bram“ og lod al personlig Forfængelighed uænset. Mødte han Dikkedarer og Tidsspilde, kunde han blive opfarende og brysk afvisende, „den blaa Zahrtmann“ i Kongens Forværelse. Han kendte selv alt dette som Lyder i sit Væsen: „Det er en Fejl, som jeg har, at min Op træden ikke altid er helt uafhængig af mit Lune, hvad den dog gan ske afgjort burde være.“ Han søgte Forklaringen deri, at han alle rede fra sit fjortende Aar havde baaret Mands Ansvar og ført Kom mando. Hans hvasse Indgreb blev Overgreb mod bævende Avdiens- søgende; men førte mod det graanede Admiralitet satte de frodig Frugt i Danmarks Søfart og Handel ved at tænde Fyrene og kort lægge Sejlløbene. ; , Zahrtmanns fremragende Forstandsevner førte ham ind i en overvældig Selvtillid paa alle de Omraader, hvor han følte sig hjem mevant. Sikker paa sit indre Værd satte han al ydre Udmærkelse lavt. Rolig ventede han paa sine første Lieutenants-Epauletter, da hans Ven H. G. Sneedorff først skulde have sine; og aldrig senere jagede han ilfærdig efter bredere Snore. Han lod sit Arbejdes Dyg tighed bane ham Vejen jevnt og langsomt frem i Etaten, og uden Spor af Skinsyge saa han Kameraterne gjorte lykkelige ved Udkom mandoer forud for ham. Han var beskeden i sine Fordringer til, hvad Livet kunde bringe ham af ydre Ære, og da hans Portræt kom frem i „Det danske Søofficerskorps“ , stak det der i sin Jevnhed gan ske af mod hans ordens- og epauletteringlende Omgivelser. Allerede da han 1809 kom tilbage fra Schelden uden at have ødet sig ind i
Made with FlippingBook