AdmiralCCZahrtmann

A D M I R A L E N

1 9 1

gjort Danmark Ære udenlands, og som Tegn paa Paaskønnelse heraf hædredes han med 6. Okt. at faa Danebrogordenens Storkors. Hans overspændte Krav om strax at blive dansk Admiral kunde derimod Marineministeren, hans egen Svoger C. van Dockum ikke imøde­ komme. Frivilligt var han traadt ud af sin Stilling som dansk Kom­ mandør; Midlertidigheden heraf sigtede i de oprindelige Aftaler kun paa den Mulighed, at han ved Ankomsten til Østrig skulde møde uforudset Hindring for at tiltræde Tjeneste der; hans udenlandske Tjeneste kunde ikke medføre Forfremmelse for ham her hjemme, og de Forfremmelser, der var sket under og efter Treaarskrigen i hans Fraværelse, kunde ikke falde ham til Gode. Admiralsposterne her hjemme var fuldtalligt besatte; til at oprette en tredje Kontre­ admirals Stilling for ham krævedes nu under Grundloven en særlig Lov, til hvilken Rigsdagens Samtykke kunde forudsees nægtet; og at degradere Zahrtmann i hans lovligt tiltraadte Kontreadmirals­ stilling og hans vundne Aldersorden vilde være ulovligt. Forhandlingerne med Dahlerup varede et Fjerdingaar. Han stod stejlt paa sit Krav. C. van Dockum, som iøvrigt var af den Mening, at selv om Dahlerup i det givne Øjeblik havde staaet som Komman­ dør i den danske Flaade, var det tvivlsomt, om han var bleven ZaJhrtmann foretrukken til Admiralsposten (Livserindringer, 1893, S. 195), men som vel var for smidig til nu at lade Svogeren dette høre, tilbød ham sidst i December at indstille ham til at indtræde i sit gamle Numer som Kommandør og at faa Kontreadmirals Ka­ rakter samt Divisionschefs Tillæg i Kommandørgagen. Dette var, hvad han kunde gjennemføre, efter at det samlede Statsraad og især Finansminister v. Sponneck havde udtalt sig skarpt mod Dahlerups Krav. Dahlerup kunde vedblivende ikke give sit Minde til, at Zahrt­ mann skulde staa foran ham; han lod Forhandlingerne ende frugtes- løse, men havde han her grebet sin Svogers Tilbud, vilde han, efter den regelrette Fremrykning at dømme, inden et Aar være bleven Kontreadmiral og inden halvandet Viceadmiral. Nu vilde han for meget i Øjeblikket og fik derved for lidt i Fremtiden. Stillet lige over for hans „lige saa urimelige, som ubeføjede Fordringer“ maatte den nye Marineminister Steen Bille 2. Febr. 1852 lade Kongen op­ hæve sit Tilsagn om at holde ham det Numer aabent, som han ikke vilde træde ind i. Dahlerup søgte da om Pension; Bille stræbte ivrigt efter at skaffe ham denne; men da Dahlerup i sin Tid frivilligt var traadt ud af Marinen, kunde den ikke optages paa det normale Pen­ sionsbudget, der maatte en særlig Lov til, og det nye Statsraad næg­ tede sit Samvirke til at bringe en saadan til Veje. Kongen befalede da 29. April Ministeren at meddele Dahlerup, at han ikke saa sig i Stand til at gaa ind paa hans Ansøgning om Pension. Dahlerup taalte ikke sin bittre Skuffelse. Endnu en Gang, 1861 65, fandt han Virkefelt i Østrig som Overadmiralen Ærkehertug Maximilians dygtige og højt skattede Raadgiver. Saa vendte han hjem til Danmark og nedskrev sit Livs Begivenheder, i hvilke Zahrt-