AdmiralCCZahrtmann
M A R I N E M I N I S T E R
Grad i Københavns Citadel. løvrigt overholdt han i sin Ministertid strengt, at alle maatte bøje sig for en lovligt fældet Dom. Marinens tre yngste Kommandører havde Zahrtmann i 1849 bragt i Virksomhed. Dahlerup i Østrig opfyldte hans store Forvent ninger og mere end det. De Forhaabninger, han satte til Garde og Thomsen her hjemme, blev delvis skuffede. Mange søgte Aarsagerne til Ulykkerne 1849 h °s Zahrtmann; men, skrev senere van Dockum (Min Samtid, Rigsark.), „jeg er langtfra at dele denne Anskuelse; — jeg spørger, om der ikke vilde have reist sig Skrig over himmel- raabende Uretfærdighed, dersom Z. havde forbigaaet netop den Mand, hvem Ulykken i Eckernførde væsentligen maa tilskrives; ikke alene indtil da betragtedes F. Paludan som en af Marinens paa- lideligste og meest erfarne Officierer, men selv efter denne Ulykke har han kunnet hævde en vis Anseelse. — Nei, Z. var slet assisteret, og under de vanskelige Forhold troer jeg ikke at nogen Anden bedre vilde have styret Marinens Anliggender.“ Grunden til, at de ældre Officerer svigtede, laa for van Dockum snublende nær. I det lille Danmark med dets efter 1 81 4 fattige Marine var K rig nu i en Menneskealder en ukendt Ting; Officererne var bievne gamle i Gaar- de, altsaa paa Landjorden, uden at finde Lejlighed til Krigserfa ring, og de kendte kun Søen fra enkelte Togter med indtil 10 Aars Landliv imellem. Noget lignende har Zahrtmann følt, naar han nu, modsat tidligere, helst støttede sig paa yngre, i fransk Krigsskole udlærte Søofficerer. Grebet af Smerte over Tabet ved Eckernførde, knuget af legem lig Svaghed i Juni 1849 °g ve^ næppe helt ufølsom overfor de mod ham rettede Snigløb i Pressen, holdt Zahrtmann trods alt ud i sin Gjerning som Minister ad interim. Det som bar ham oppe var hans egen Pligtfølelse og hans Standsfællers Tillid. Denne kom smukt til Orde i et Brev, som Premierlt. Antonius Krieger, Dampskibet Hek- las Næstkommanderende paa Eckernførdedagen, skrev til ham 6. April 1850 fra Kanonbaadstationen i Svendborg: „Det er mig umu ligt at lade disse Sorgens Dage hengaae uden ret ofte at have Tan kerne henvendte paa Dem, der vistnok meer end nogen Anden i denne Tid føler ved det store Tab. Den guddommelige Tilskikkelse, som den Dag ramte os Alle, som kalde sig Danske og Sømænd, kom saa uventet som muligt. Kunde man endda sige sig selv, at der havde manglet Kraft eller Forstand til Angrebets Udførelse, da var der noget menneskeligt at holde sig til, men som det er, da seer man, hvad al Sikkerhed er her paa Jorden. — At man ikke har kunnet oppebie denne Tid for at bedømme Dem, har vel kunnet volde Dem nogen Ærgrelse, men det har dog tillige givet Dem Lejlighed til at erfare, at der er Mange, som skjøndt de ikke kunne maale sig i Pen nen med Deres Modstandere, dog gjerne træde frem for at vise Ver den, at den hadefulde Dom, der fældes over Dem, langt fra ikke er Mængdens. — Hvergang mine Tanker i disse Dage have mindet mig om, hvad jeg led ved denne Ulykke, da har jeg ogsaa tænkt paa,
Made with FlippingBook