AdmiralCCZahrtmann

T O G T E T P A A T H E T I S

1 5 2

i et Brev til hans Fødselsdag, skrevet 2 1. Dec.: „Min Gaard pryder nu ret Magensgade og falder alle i Øinene som en ret pen Gaard. Hils alle dine Kjære, store og smaae, og bed om en smertefri Juul for os alle her. Din i L iv og Død hulde uforanderlige Moder Mine Zahrtmann.“ Endnu i Sept. havde Moderen færdedes til Fods i V i­ borg Omegn, og Juleaften fejredes mildt og godt i Hjemmet, som en af Søstrene lod Broderen vide: „Moder var Juleaften meget vel og oprømt, i en saadan Stemning udbringer hun saa gjerne Kongens S-kaal, og Du troer ei, hvor vi bleve rørte og glade, da, idet Moder med fuld Begeistring proponeerte den, den firsaarige Tante Hauch ganske ene hævede sin Stemme og sang: Kongen opnaa sneehvid Alder] etc.“ Moderen bar paa en Sygdom, som voldte hende stærke Smerter, og i Februar 1846 fik Sønnen Budskab om, at hendes Død var at vente. Han turde ikke paa det uvisse forlade sin Adjutanttj eneste paa Amalienborg, og herfra skrev han 20. Febr. Afskedsbrevet: „Min ædle elskede Moder. Har den Almægtige i sin Visdom besluttet, at vi nu skulle adskilles, uden at jeg endnu eengang tør trykke min Tak for Alt paa Deres Læber og lade min Taare falde paa Deres Kind, saa lad disse faa Ord træde isteden herfor. Lad Deres sidste Tanke, min herlige Moder, dvæle ved Bevidstheden om min ubegrænd- sede Taknemmelighed; luk Deres Øine med den rolige Overbeviis- ning, at ikke blot en godhedsfuld Gud vil vaage miskundeligen over os Alle, men at vi ogsaa Alle i tro og ærlig Enighed og Sammenhold skulle vise os som Deres værdige Børn, som Frugter af Deres ædle reene Stamme. Gud velsigne Dem, min elskede tilbedede Moder, og skienke Dem en reen Salighed ved den gode, elskede Faders Side, og lad Deres fælleds Aand altid vaage over os Alle, saa bede vi Alle, ingen inderligere end Deres Førstefødte, Deres dybt nedbøiede, men som Deres Søn christelig fattede Christian.“ Om Moderens Død fik han Bud fra sin Søster: „Vor fortreffe- lige Moder indslumrede i Nat [24. Febr.] ved sin fulde Bevidsthed, men vist ikke smertefri; dog var hendes Tilstand i de sidste Døgn roligere. I de sidste fire Timer kunde vi ikke forstaae, hvad hun sagde, men indtil Kl. 8 havde hun været beskæftiget, og da fremsagde hun en P,salme. — Forrige Søndag [21. Febr.] gav hun os Alle sin Velsignelse og talte saa opløftende med os om sin Bortgang, som om hun allerede var en forklaret Aand. Hun sagde, at hun nu følte, at hun havde Kraft dertil, men var uvis, om Gud vilde unde hende den, naar Skilsmissens Øieblik kom. Aldrig har jeg troet det muligt at see en saadan Sjælsstyrke. To Timer efter var hun allerede meget svag, og fra den Tid forekom det os, med Undtagelse af nogle en­ kelte Lysglimt, at hun svækkedes mere og mere. __ I dette Øieblik kom Dit herlige fortreffelige Brev, den elskede Moder naaede det ikke, men det trænger dybt ind i vore Hjerter og husvaler os. Dit sidste Brev til den Forklarede var for hende en uvurdeerlig Skat, thi hun følte, at den Søn, der takkede hende deri for sin Opdragelse, var