AdmiralCCZahrtmann

H J E M M E T

1 2

Braem. Schinkels ustyrlige Voldsfærd var Hvermand kendt; han var 1765 endog blevet underkastet Generalfiskalens Tiltale for at have overfaldet Landsdommer Christen de Leth i dennes Bolig i Viborg med Hug og Slag, revet og spyttet ham i Ansigtet, skældet ham og tilføjet ham anden Overlast. Det forstaas da let, at Zahrtmann vaa- gede den Nat med Vaaben uden for Døren til Sovekammeret, som hans Hustru, uden at kunne lukke et Øje, delte med Frøken Schinkel, der var ene om at sove sødeligt. Hendes Bryllup med Braem holdtes 19. Okt. 1792 paa Rydhave; Ægteskabet endte i Ulykke. Det er skildret af M. A. Goldschmidt i „En Hederejse i Viborg Egnen“ og har givet St. St. Blicher Grundlaget for hans Fortælling „Eneste Barn“ . Til sin Menighed traadte Henrik Zahrtmann i et inderligt For­ hold, som hævdedes gjensidigt igjennem 35 Aar, lige til hans Død. Hans Kundskabsfylde, særligt hentet fra Oldtidens græske og la­ tinske Forfattere, gav hans Tale et bredere Grundlag end vel de fleste samtidige Præsters og gjorde ham til en ypperlig Lærer, som mildt tænkende holdt sig fjern fra fremvoxende Stridsstader i For­ kyndelsen. Selv oprigtigt troende gav han den kristne Læres Sand­ heder L iv ved at lægge dem som Rettesnor ind i Samfundets og hver enkelt Tilhørers Livsopgaver. Han følte sig maaske bedst i Overensstemmelse med Apostelen Pavlos’s Ord til Romerne: „Lader os tragte efter de Ting, som høre til Fred, og dem, som tjene til Opbyggelse.“ Han ejede en vaagen Sans for, at denne Verdens Op­ gaver ikke maatte forsømmes. A f slige Opgaver stillede hans Præstekald ham ret mange. Særligt glad var han i det store Landbrug, dels paa Embeds jordene, dels paa hans egne Tofter: „Mit heldige Landbrug holder mig fri af Næringssorger“ , skrev han i Armodsaaret 1814. Gaarden i St. Mo- gensgade med de lange Længer omkring den rummelige Gaardsplads, hvis Midte indtoges af en stor, stenkarmet Vandingsbrønd, husede Heste, Køer, Korn. Endvidere sattes han 16. Okt. 1802 til at være Provst for det Viborg omgivende Nørlyng Herred (Stiftprovst), og efter sin Svigerfaders Død 7. April 1805 virkede han et godt Fjerdingaar som Biskop. Disse Stillinger gav ham øget Syssel med Livets Gjøremaal. Den røde Gaard paa Mogensgade blev et gæstfrit og yndet Hjem i Byens Selskabsliv. Z. fremmede dette ved at være Medstifter af et litterarisk Selskab, omtalt 1799, og i 1820 af et Læseselskab. Med sin gamle Kærlighed til Skuespilkunsten støttede han tilrejsende Skuespillere (Schwarz’s og 18 14 Liebes Selskaber) og stillede sig 18 14 i Spidsen for „Dramatiken“ som en af dette Selskabs „stiveste Stiftere og Befordrere imod de højeste gejstlige og verdslige Avto- riteters Modskrig.“ Han nød den Glæde, at dets Theateraftener hur­ tigt vandt ind i Omgangslivet som et umisteligt Led, hvilket snart alle kappedes om at holde oppe. Kunde end Herr Stiftprovsten selv ikke optræde paa Scenen, saa udlaantes dog Provstens Buxer til en