ASØrstedsBetydning

121 Ogsaa i en anden Retning gjennemfører 0. sit Princip med logisk Conseqvents, men bortseer vistnok fra det virkelige Retslivs Tarv, nemlig forsaavidt som han i intet Tilfælde vil indrømme den saakaldte qva- lificerede Tilstaaelse nogen Betydning i Henseende til Bevisbyrden, dens Fordeling eller dens Strænghed. Selv hvor der ikke haves eller kan skaffes andet Be­ vis for Søgsmaalsgrunden end Modpartens Indrøm­ melse, nægter han, a t der kan eftergives noget i Hen­ seende til den Bevispligt, som efter de almindelige Regler maa paahvile den Exciperende, idet han dels betvivler, a t der fra et processuelt Hensigtsmæssig- hedshensyn vindes noget herved, dels gjør gjældende, a t en saadan Lære mere synes a t være bygget paa Grunde, der kunde være tilraadende for Lovgiveren, end paa saadanne, hvorefter den Lovkyndige kunde bestemme sig uden særlig udtrykkelig Hjemmel i Loven (jfr. 1. c. S. 602—605). Det maa vistnok ind­ rømmes, a t 0. forsaavidt har Ret, som hans Opfattelse er den correcte logiske Følgeslutning af de almindelige Regler om Bevisbyrden samt af Tilstaaelsens Natur som Proceserklæring i civile Sager1). Imidlertid har skreven lille Afhandling i Jur. Tdskr. 1 B. S. 440, hvor han imødegaaer G e s t e r d in g s Lære om Bevisbyrden med Hen­ syn til suspensive Betingelser, kunde synes at indrømme, at Beviset for Tvang, Svig, Sindsvaghed maa føres af den, der vil fritages for den paastaaede Forpligtelse; men med Sikkerhed kan dette dog ikke sluttes af hans Ord paa det anførte Sted, hvor han ikke directe udtaler sig om denne Ojenstand, men kun fremhæver, at der er en væsentlig Forskjel mellem disse Tilfælde og hint, hvor Spørgsmaalet er, om en Retshandel blev indgaaet sub . conditione eller pure. !) Læren om, at Tilstaaelsen, som man pleier at udtrykke sig, ikke kan deles, men maa tages i sin Helhed, hæn-

Made with