591972065

Det er med byer som med mennesker, de forandrer sig med alderen. Engang lå København omkranset af volde. I dag er det mest i gadenavnene, man sporer den gamle by. Nørreport er stadig en ind­ faldsvej til byens kerne, den vigtigste går under jorden og spyr hver dag tusinder af mennesker fra sig. Andre steder er gadenavnet kun bevaret som en kuriositet, f.eks. er der stadig noget, der hed­ der Lønporten. Det er en lille stump gade uden be­ tydning, og den har helt mistet kontakten med sin oprindelse som lønport i volden, der omgav Kø­ benhavn. Udviklingen har også været hård ved byens torve, de bruges ikke længere til handel, men har betydning som parkeringspladser for en mængde bilister. Hvor man før handlede med frugt og grønt, står nu biler på rad og række. Det er, som om det særpræg, der skabte det gamle København, er forsvundet eller i det mindste på vej til at forsvinde. I stedet skabes en gold city på tomterne, hvor før de gamle huse lå. Man øn­ sker så inderligt, at den gamle by inden for voldene var blevet bevaret, ikke som stinkende, sanerings­ modne rønner, men som gamle huse med ansigt og sjæl i det brøstfældige. En dag vil vi ønske os et sådant hus i stedet for betonhuset med glasvæg­ gene - for det har jo intet ansigt. Det gamle København er dog ikke helt forsvundet. Endnu kan man glæde sig over de gamle huse på Gråbrødretorv og de smukke bygninger ved kana­ lerne. Men det er ikke blot husene, der giver byen ansigt. Uden gadens folkeliv var der ingen by. Den dag, antikvarboghandleren må lukke sin butik, fordi huset skal vige pladsen for et moderne forret­ ningsbyggeri, vil gadebilledet forandre sig, folke­ livet vil forsvinde. Vi har set det før. Alle de små forretninger med de sjove ting vil heller ikke kun