591972065

Det var den samme grønmalede bænk som før — men nu var den blevet noget andet for hende end bare en bænk. Hver morgen, når benene ikke længere kunne være i ro, stod hun op for at gå sig en tur, og mærkeligt nok endte turen altid ved bænken. Hun vidste ik­ ke, hvorfor hun netop havde valgt denne bænk, og deri lignede hun alle andre, der daglig gør ting uden egentlig at vide hvorfor. Så sad hun på bænken - en gammel træt kone - og så på trafikken, der i de tidlige morgentimer gled forbi hende i en stadig strøm. Hvad betød hun for dem, der kørte forbi? Naturligvis ingen­ ting; de så hende vel næppe. Og dog betød de no­ get for hende, det var dem, hun oplevede. Spørg ikke, hvordan hun oplevede dem, måske så hun dem bare som en cyklist, en bilist, en pige med sin hund i snor, et postbud, en arbejder - men måske så hun mere, kan hænde hun ligefrem levede med i, hvad de gjorde eller var på vej til at gøre. Sådan gik hver morgen i lang tid, og mange hav­ de set hende. Der var dem, der endog havde væn­ net sig til at se hende sidde der på bænken i den grå frakke og med den tunge taske ved fødderne. De hilste med en finger til hatten, eller de nikkede bare - og disse små livstegn byggede bro mellem dem og den gamle kone på bænken. En dag stod den grønne bænk tom. Gadefejeren, der plejede at veksle et par ord med hende om vej­ ret, tænkte: »Mon hun er syg?« - Den unge pige, der hver morgen havde sendt et sødt smil over gaden som en lille hilsen, så at hun ikke var der, og glemte det straks. Sådan er livet. Det kan leves, ja, opleves på en grønmalet bænk, og når det er slut, står bænken tom.