591972065

Ensomhed er efter min mening en af de mest dræ­ bende og destruktive følelser, der kan beherske os. At vi så ofte selv er skyld i, at vi føler os ensom­ me, gør det ikke bedre eller lettere for os. Man kan spørge, hvad vi i grunden kan gøre for ikke på et eller andet tidspunkt at komme til at føle en­ somhedens triste tomhed. Personligt tror jeg, at vi kan ruste og forberede os på forhånd, således at vi ikke overraskes. Det må dog ikke ske ved, at vi frivilligt søger ensomhed. Jeg tror ikke, at man kan hærde sig selv til at tåle ensomhed, men vi kan investere i gode interesser og knytte kontakt med andre og være noget for dem og derigennem blive ensomheden kvit. Engang havde jeg et ekstra job ved at interviewe folk for Gallup. Herigennem mødte jeg mange mennesker. En dag besøgte jeg således en ældre mand, der boede i en etagelejlighed i København. Han følte sig mere ensom, end godt var. I sin lille etværelses lejlighed sad han helt alene uden kon­ takt med andre. Han led af en hjertesygdom, som gjorde, at han ikke turde gå på gaden. Det var trist at se hans resignation og ensomhed. I løbet af vor samtale livede han dog lidt efter lidt op og gav sig til at fortælle om sig selv. Han havde i sine yngre år været musiker i provinsen. Fra en skuffe fandt han et bleget fotografi frem af det orkester, han havde været medlem af. Billedet var et minde fra denne måske lykkeligste tid i et miljø, der var hans eget. Senere var han rejst til hovedstaden, havde tjent gode og store penge ved at spille på restauranter og natklubber. Pengene brugte han lige så hurtigt, som han tjente dem. Ægteskab havde han holdt sig fra, og nu som ældre sad han over et ensomt måltid mad og følte sig trist uden slægt og venner.