591972065

et stræde. Jo, jeg har kendt byen, fra jeg som lille purk første gang kom hertil med min mor i hån­ den. Senere gik jeg alene sammen med min far, som kender byen bedre end alle andre, føler jeg. Der er gader og små torve, hvis bygninger rykker mine drømmerier flere hundrede år tilbage i tiden. Der er andre, som jeg har set forsvinde og genop­ stå i ændret form, der vælter enhver drøm og for­ nemmelse af fortid. Engang om mange hundrede år vil sådanne gader og bygninger vække drøm­ merier i andre mennesker. Tanken er grotesk, men er der alligevel. I ganske bestemte gader og stræ­ der omkring Frue Plads, det gamle latinerkvarter, fra Regensen og Rundetårn over Gråbrødretorv, Helligåndskirken til Universitetet er der en stem­ ning af uberørthed, skønt tiden afspejler sig i skilt­ ning og udstillinger. Et sted har en violinbygger sin forretning. I det høje butiksvindue hænger en mængde strengeinstrumenter, mandoliner, violiner og guitarer. Forretningen er gammel. Indrammet i glas står i forgrunden af vinduet en håndskreven anprisning af violinbyggerens arbejde. Anbefalin­ gen er forfattet af Fini Henriques. De små forret­ ninger og værksteder eksisterer endnu, men det hænder, at indehaveren dør, og at der ikke er no­ gen til at videreføre håndværket eller forretningen. Bl.a. er der efterhånden meget få slagterforretnin­ ger tilbage i de krogede gader. En af de sidste, den jødiske slagter i Store Kannikestræde, hvis udstil­ ling var mere end spartansk, lukkede for nogle år siden. Hans butik er nu en del af den store bog­ handel, der ligger på hjørnet af Købmagergade. Årstidernes skiften sætter ikke blot spor i storma­ gasinernes vinduesudstillinger. Man kan følge na­ turens gang i stadsgartnerens omhyggelige pleje af parkers og anlægs blomster og træer. Krinsens