591972065

minder hendes stemme mest om et rustent søm, der køres op og ned ad en glasrude, måske har bræn­ devinen gjort sit til det. Men Tulle er bare en af de mange, jeg kender fra kaffebarens hverdagsmylder. Manden, der sidder ovre i hjørnet, ham med chauf­ førkasket, det er Kristian, han har altid et venligt ord til alle. Kristian har træben, men et lyst og venligt sind. Myten om, at alle krøblinge er sure og triste, bliver til skamme her som mange andre steder. Mona, kunstnerinden, der har levet på vulkaner, og som bærer nattefesternes tydelige stempel i sine slørede og store øjne, er her også. Budene har deres faste bord, og fra dem lyder der hele tiden latter og snak. Inger, der står ved dis­ ken, tager sit af snakkens hentydninger med godt humør og lader sig sjældent rokke, hun er nu også solidt forankret bag den brede disk. Fra torvet kommer blomsterhandlerne springende, de skal lige ha' en kop kaffe til at jage kulden ud af kroppen med. De sætter sig ved bordene ved vinduet, de må jo holde øje med deres jordiske gods nede på torvet. Ved et bord sidder en murer, rødblisset af kulde. Han slår om sig med ramsaltede vitser. Han er stor i slaget, men god som dagen er lang. I mylderet omkring kaffebaren med de gule skilte ser jeg mennesker i arbejdstøjet. Alle er de mærket af livet på den ene eller den anden måde. Her får de en hvilepause, her spiser de deres frokostpakke, læser deres avis og drikker en kop kaffe.